BOGANMELDELSE Det er snart 50 år siden, Erik Stinus (f. 1934) debuterede med digtsamlingen, Grænseland. Siden har han udgivet et hav af især digtsamlinger og fortællinger.

Hans nye digtsamling, Konference på fremmed planet, vidner da også om, at forfatteren har rutine og er en sproglig kapacitet.

Ikke desto mindre efterlader hans digte mig denne gang med følelsen af træthed. Der er noget træt, næsten gråt og tungt over de nye digte. Trods enkelte lyspunkter – som især indfinder sig, når digtene er konkrete.

Et af samlingens bedste digte er ”Øksehug”, der starter således:

Der måtte fældes. Det sker / at skoven kommer os for nær / og med ranglede skud / prøver tagskægs kræfter, / ligefrem tager til / at kravle op på blikplader / for at kunne kikke over rygningen / ud mod andre skove / som en patrulje langt fra basen / efter den lovede forstærkning, / eller bare forelsket, / vi skal mødes en dag, sådan har det hele tiden / rykket i rødderne, / suset i årene, / hvisket i løvet. Eller / nået så vidt, / forundret over / så stor Jorden er, så lille / dette hus anbragt der / med sang og gråd / og grundende tavsheder, / sin skrå kantede skygge.

Sådan lyder første del af digtet, der i alt er i tre dele. Dejlig konkret. Klart, fokuseret. Et træ levendegjort. Før det bliver fældet.

Andre digte er imidlertid formørkede, jeg havde nær sagt: livstrætte. Og det gør læsningen tung. Vel er digtene stringente, idet de handler om fænomener i naturen og om menneskets magtfuldkomne omgang med naturen. Alligevel bliver læsningen tung.

*** / Forlaget Vindrose / 80 sider