BOGANMELDELSE Tilstået: Det er første gang, jeg har givet mig i kast med at læse en roman af den storsælgende svenske forfatterinde, Karin Alvtegen. Måske fordi mine forventninger på forhånd har været så fordomsfuldt ringe.
Romanen, Skygge, lå i mine bunker af bøger, men omslaget – hele indpakningen – lod en del tilbage at ønske, rent æstetisk. Omslaget var – for at sige det lige ud – et af de dårligste, jeg i årevis havde set. Det bidrog ikke til læselysten.
Noget andet var, at bagsideteksten og forlagets anvendelse af genrebetegnelsen, ”psykologisk thriller” – kombineret med lanceringen af forfatterinden som skaber af best-sælgende spændingsromaner – efterlod et indtryk af mainstream. Også derfor var min læselyst begrænset.
Men jeg gik i gang og hurtigt – meget hurtigt – blev jeg overrasket – over den sproglige kvalitet, den litterære dybde og den raffinerede persontegning i Karin Alvtegens Skygge.
Vel forstod jeg – hen imod slutningen af romanen – hvorfor den af forlaget blev lanceret som en ”psykologisk thriller”. Der – hen imod slutningen – var romanen jo næsten som den hæsblæsende slutning af en spændingsfilm af David Lynch. Men fra starten og langt, langt hen i romanen, følte jeg snarere et slægtsskab mellem den svenske forfatterinde og hendes potentielle forbilleder – de svenske landsmænd: dramatikerne, Ingmar Bergman og Lars Norén. Alvtegens persontegning og psykologiske indsigt gav mindelser om de ægteskabs- og familiedramaer, som de to ældre landsmænd var så berømte for.
Størstedelen af hendes roman var som et kammerspil med flere medvirkende, der næsten alle havde det tilfælles, at de levede halve liv – selv når det udadtil tog sig anderledes ud. Skygge var – over de første par hundrede sider – som flere parallelle psykologiske dramaer, der næsten umærkeligt flettedes sammen. Men til sidst tog handlingen – eller rettere: afdækningen af sammenhængene – også fart, så det hele til sidst tog sig ud som en ”psykologisk thriller” for læseren. Derfor var der egentlig også dækning for forlagets genrebetegnelse – selv om den langt hen ad vejen var vildledende – alene i kraft af forfatterindens sproglige ekvilibrisme, litterære dybde, menneskelige indsigt og raffinerede persontegning.
Romanen tog udgangspunkt i et dødsfald. En ældre kvindes fredelige dødsfald og de kommunalt ansattes forsøg på at opspore pårørende, som kunne tage del i bisættelsen. Kvinden havde været husholderske for en berømt, nobelprisvindende forfatter og dennes kone. Men også vidne til skyggesiden af de berømtes liv – egoismen, tyranniet, svigtet, utroskaben, misbruget, afpresningen, selvmordet, drabet. Den oprullede det ene person- og familiedrama efter det andet – formfuldendt og yderst troværdigt. Og nok så væsentligt – som noget meget atypisk for en thriller eller krimi – helt uden, at der indgik politifolk, detektiver eller journalister i historien. De parallelle psykologiske dramaer blev i løbet af romanen flettet sammen – næsten som en bekræftelse af den centrale sentens, som gik igen: …”vores handlinger er som vores børn, uafhængigt af os og vores vilje fortsætter de med at virke.” Dét, personerne ikke havde fået med sig, havde de fået mod sig. Uhyrligheder – løgne, fortielser og forbrydelser – var blevet størrelser, der kastede skygger ind over deres liv – skygger, som gjorde dem til halve mennesker. Som en af romanens hovedpersoner – den Nobelprisvindende forfatter – skrev i en af sine bøger: ”Af angst for fred og ro opretholdt jeg kaos, uvidende om glædens bolig i mit lukkede hjerte.” Det var det – personernes famlen i kaos og samtidige forsøg på at opretholde facader, som ikke kastede skygger, der gjorde romanen til noget nær en historie om bebudede selvmord.
Skygge var simpelthen en fremragende fortalt og formidlet historie! Intet mindre.
***** / Forlaget Tiderne Skifter / 320 sider