BOGANMELDELSE   Det er godt tyve år siden, Simon Grotrian debuterede med digtsamlingen, Gennem min hånd. Siden har digteren været produktiv og årligt udgivet mere end én ny digtsamling. I de seneste år har han ganske vist udvidet sit genremæssige fokus og også udgivet salmer, og dét er en genreudvidelse, han fortsætter med Citroner til Vorherre, der indeholder ”bønner” til særlige lejligheder. I bogen er der en aftenbøn, en morgenbøn, en bøn i glæde, en bøn i smerte, en bøn for flygtningen og indvandrere og en bøn for alle enlige, en bøn ved en abort, en bøn før dvale, en bøn for enhver, etc., etc.

Alle bønnerne er af forfatteren blevet bygget op som lettere højstemte, konventionelle henvendelser fra det enkelte individ til Gud. Men de fleste af bønnerne bærer også præg af – for denne læser underlige – sproglige brud med konventionerne. Når en bøn i angst eksempelvis henvender sig ydmygt til Gud og pludselig rummer sætningen: ”Lad mig se på din himmel lidt endnu og slå rod i den, med alt, hvad vi forbinder den med. Paradiset og stjernes glughuller ind til dit rige”… finder jeg ordet, ”glughuller”, underlig infantilt. Og tilsvarende, når en anden bøn i angst rummer sætningen: ”Giv mig kærlighedens gave, himlen skal vendes på hovedet engang, dét ved jeg, og vi skal hoppe rundt på din blå trampolin”… falder jeg over det i denne kontekst mærkværdige ord: ”trampolin”.

Eksemplerne er mange. Eksemplerne på infantile ord, der stritter, fordi de indgår i konventionelle, voksenbønner, som alle afrundes med et ”amen”. Hvad intentionen har været, skal jeg ikke kunne sige, men som læser efterlades jeg i vildrede. Skal ordene ses som ironisk distancerende? Sådan fremstår de. Men hvorfor? Hvorfor disse ord? Er det fordi valget af ord, sproget, bruddet med konventionerne er vigtigere end henvendelsen til Gud? Hvorfor så kalde genren ”Bønner”?

***  /  Borgens Forlag  /  56 sider