BOGANMELDELSE Først bliver jeg irriteret over den mystificerende fortælleform – hvorfor fanden skal historien være så kringlet? Men efter et halvt hundrede sider må jeg alligevel erkende, at jeg er blevet indfanget – af Trisse Gejls fortælling og form. Af hendes historie om midaldrende Fanny, hendes store(halv)søster, mor, far foruden ex-mænd, teenagesøn, elsker, og alle de andre. Jeg er blevet indfanget, tror jeg, fordi historien og personskildringen fremstår så troværdig, enkel og dog – som man ville sige i Facebook-regi: kompliceret.

Handlingen lader sig næppe beskrive i kort form, men lad mig alligevel forsøge: Fanny er en voksen kvinde, der på visse punkter aldrig er blevet moden. Til sin egen irritation, minder hun på visse punkter om sin mor. Hun har altid haft svært ved at holde fokus, sætte sig mål og i hvert fald forfølge dem, uden at få trang til noget andet. Hun har altid haft svært ved at mærke sig selv, haft svært ved at træffe beslutninger og svært ved at holde fast i dem, når hun endelig har truffet dem. På et tidspunkt i sit liv har hun fået et barn (for det skulle man jo), men efter nogle år er hun også blevet skilt fra faderen til barnet, har overdraget forældreretten til ex-manden (fordi hun mente, at han bedre ville kunne tage sig af drengen), og nu bor teenagesønnen så i Hamborg med sin far, sin bonusmor og sin lille halvsøster. Sin egen store(halv)søster har Fanny mistet – den egenrådige, vilde og kompromisløse enspænder, som efter en barn- og ungdom i opposition til deres fælles mor og en i det hele taget tumultarisk færd på jord endelig havde fundet sig til rette på Svalbard. Store(halv)søsteren er på mystisk vis forsvundet og siden erklæret død. Deres fælles mor, hun bor i Paris. Både mentalt og konkret langt fra det København, hvor Fanny er ansat som underviser på et gymnasium, og hvorfra Fanny netop er blevet bortvist efter at have haft et seksuelt forhold til en dreng fra 2.G.

Et hul åbner sig under Fanny – der stadig ikke kan mærke sig selv og hvad, hun vil – og som stadig ikke kan gøre op med sig selv, om det var rigtigt eller forkert, at hun lod sin ex-mand få forældreretten over sønnen; om det var rigtigt eller forkert, at hun forførte en af sine elever på gymnasiet; om det stadig er muligt at få et fornuftigt forhold til moderen; om hun på noget tidspunkt vil kunne forlige sig med store(halv)søsterens forsvinden; om hun selv kan komme videre og i givet fald hvordan.

Jeg bliver efterhånden indfanget af Trisse Gejls fortælling og form. Af hendes historie om Fanny, der har så svært ved at orientere sig i livet – til trods for, at hun (overfladisk betragtet) har et liv og virke, som måske nok ikke emmer af klare ambitioner og målrettede beslutninger, men som ikke desto mindre er genkendelige, konventionelle og fornuftige set med almindelige, danske dagligdagsbriller.

Roman er velskrevet og vedkommende, historien og personskildringen troværdig, og det hele på én gang enkelt og komplekst.

**** / Forlaget People’s Press / 312 sider