Craig Taborn Trio: Chants

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Den amerikanske jazzpianist, Craig Taborn, er af DownBeat blevet påduttet dette prædikat: Han er ”en af tidens store, visionære musikere” – en mand ”med et unikt perspektiv på kreativ musikudfoldelse.” Prædikatet kan han næppe selv have noget imod. Og personligt kan jeg bekræfte, at hans debutalbum på ECM matcher prædikatet. Chants er vitterligt et innovativt spring fremad i moderne jazz. Der er ikke tale om et nyt tonesprog, men Taborns musik er alligevel som en ny form for arkitektur, et lydlandskab af en ny karakter. Vel vidner den om et afsæt i den mere eksperimenterende form for kammerjazz, men med numre som Saints, Hot Blood og Beat the Ground folder Taborns trio også genren ud i en mere avantgardistisk retning. Bag sig har han kontrabassisten, Thomas Morgan, og trommeslageren, Gerald Cleaver. Og det er altså sidemen, der – sammen med kapelmesteren – uprætentiøst og virtuost udforsker nye landskaber og fremviser billeder heraf for den måbende lytter. Musikken er udfordrende, rummer mange lag af improvisation og bygger bro mellem tæthed og rumlighed med en dramatisk virkning.

**** / ECM Records / 65 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share