Carla Bley, Andy Sheppard, Steve Swallow: Andando el Tiempo

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE    Carla Bley er en af de mest markante kvinder i international jazz, og det uanset om man ser på hende som komponist, pianist eller kapelmester. Hun har haft den samme trio igennem mere end tyve år – en trio, som foruden hende selv, består af ægtemanden, bassisten Steve Swallow, og af saxofonisten, Andy Sheppard. Det er dén trio, hun endnu engang optræder med. Og vel at mærke på en måde, der igen-igen afspejler rutine og tyngde kombineret med nysgerrighed og originalitet. Musikken på det nye album er emotionel, melodisk og på én gang enkel og kompleks – i sandhed en nydelse at lytte til! Denne gang meget i kraft af, at Bley og Swallow får lagt den bund, som Sheppard med sin luftige sax kan ciselere. Titelnummeret er en tre-delt suite, skrevet om og til en ven, der måtte lide af angst og smerter i forbindelse med en behandling for afhængighed. Dén suite er albummets helt store oplevelse. Men også det ti minutter lange afsluttende nummer, Naked Bridges / Diving Bridges, som er skrevet som et bryllupsgave til Sheppard (og inspireret af en komposition af Mendelssohn og et digt af Paul Haines) er værd at bemærke.

****  /  ECM Records  /  47 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share