Espen Strunk: Afzelius

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

BOGANMELDELSE   Sidste år udkom Espen Strunks monumental biografi om troubadouren, Benny Holst. Særligt kendetegnende for den var, at forfatteren havde været nidkær i sit arbejde med at grave detaljer frem om kunstneren og mennesket. Nidkærheden var imponerende og så absolut ære værd, om end mængden af deltajer skyggede for en overordnet vinkling, perspektivering eller pointe!

Samme imponerende nidkærhed har Espen Strunk lagt i sin nye biografi om den svenske troubadour, Björn Afzelius. Den er netop udkommet, og selv om dén ikke er helt så lang og omfattende som biografien om Benny Holst, bliver man som læser igen-igen slået af alle de detaljer, forfatteren har afdækket og videreformidlet. Men igen – mængden af detaljer skygger for en overordnet vinkling, perspektivering og pointe.

Jeg vil mene, at man kan læse biografien om ”Afzelius” og enten sidde tilbage – lettere duperet af detaljerigdommen i den lineære fortælling om kunstneren og mennesket eller – netop lettere frustreret over manglen på perspektivering, vinkling og pointe.

Er man i forvejen interesseret i / optaget af ”Affe”, vil man formodentlig opfatte alle detaljerne som en lise. For i positiv forstand er Espen Strunks bog lidt som en bogholders nidkære redegørelse for to årtiers konteringsplaner, pengestrømme og resultatopgørelser. Biografien, som primært kredser om den professionelle musikers virke i årene fra 1976 til 1996, oplyser om turnéer, spillesteder, besætninger, numre, salgstal etc. – og i et vist omfang om konstellationer, temperamenter, forskelligheder og konflikter. Og alle disse primært faktuelle oplysninger gør, at man føler sig oplyst: Regnskaberne kan godkendes.

Men er man ikke i forvejen så interesseret i / optaget af ”Affe”, vil man føle sig en anelse svigtet af forfatteren – selv om denne i sin efterskrift pointerer, at det har været hans ydmyge ønske at fortælle ”om et levnedsforløb, en karriere, et værk” snarere end et menneskes udvikling og kamp med indre dæmoner. Strunk vedgår, at han af enkelte anmeldere – efter sin biografi om Benny Holst – blev klandret, at han ikke tog mere stilling eller konkluderede noget mere. Jeg er enig med Strunk i, at en forfatter til en biografi ikke skal tage stilling eller konkludere. Men selv hælder jeg alligevel til at føle mig svigtet af forfatteren i bogen om Björn Afzelius. Har jeg lagt den fra mig – for et døgn efter at genoptage læsningen – har jeg således haft svært ved at huske, hvor langt jeg var nået i konteringsplanen, og hvad jeg frem til den markerede side, havde forstået. Og dét af den simple grund, at faktuelle detaljer af Strunk er blevet prioriteret på bekostning af vinkling, perspektivering og pointe.

Jeg kan selvfølgelig gå et par sider tilbage og genopfriske, hvor langt i den lineære fortælling, jeg nåede, sidst jeg sad med bogen. Men det generer mig flere gange undervejs, at jeg i det – der forekommer mig at være bisætninger – blive præsenteret for konturer af formative sammenstød og konflikter, møder og skilsmisser, dilemmaer og dramaer – uden at disse bliver gjort til genstand for videre granskning. På dét punkt føler jeg mig en anelse svigtet af forfatteren. De virkelige dramaer – det, landsmanden, Ingmar Bergman, kaldte ”smertepunkter” – lader forfatteren hænge i luften. Det er eksempelvis spændingsfeltet mellem musikerne / vennerne, Mikael Wiehe og Björn Afzelius, når det kommer til sangskrivning og musiceren; det er den åbenlyst meget forskelligartede tilgang f.eks. Mikael Wiehe og Jim Page som kolleger har til Afzelius – den karakter, de ser for sig, tager sig meget forskelligartet ud; det er skismaet mellem det at være politisk aktivistisk sanger og velhavende ”businessman”; det er skismaet mellem at formidle det, man (til dels) kan kalde romantiske aktivisme og det at give stemme til egne dramaer og dæmoner; og det er skismaet mellem det at ville være familiefar og det at være ”en stor konsument af kvinder”. Der er masser af skismaer og dramaer, som bare overfladisk berøres.

Strunk er tilsyneladende opmærksom herpå, og alligevel har han valgt at holde sig til ”levnedsforløb”, ”karriere” og ”værk”. Og det må man selvfølgelig acceptere. Men det interessante er, at Strunks skildring af Afzelius’ ”levnedsforløb” alligevel – umærkeligt – ændrer karakter fra det punkt på tidslinjen, hvor Afzelius får at vide, at han er uhelbredeligt syg af kræft. Fra da af træffer Afzelius nemlig nogle afgørende beslutninger: Skismaer, kontraster og prioriteringer, som han indtil da ikke for alvor har forholdt sig til, tager han nu seriøst – af hensyn til sine børn. (Familiefaderen vinder over flirteren). De sidste tyve sider af biografien bliver af samme grund biografiens stærkeste, fordi sangtekster og ”levnedsforløb” her synes at smelte sammen og vidne om en ægte forbindelse mellem de skrevne tekster og det levede liv. De sidste tyve sider handler om livserfaring, ensomhed, sorg og kærlighed på en meget personlig måde, og endelig mærker man manden, som man har læst om.

***  /  Forlaget Turbine  /  224 sider  /  Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 6
  • Share