Daniel Herskedal: The Roc

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Den norske jazzmusiker, Daniel Herskedal, er en eminent betvinger af tuba og bastrompet. Og hans nye album på britiske Edition Records er et lige så eminent udspil indenfor rammerne af det, man kunne kalde moderne kammerjazz med et arabisk twist. Musikken er sfærisk, nordisk funderet, men også tilsat både et klassisk europæisk og et traditionelt arabisk krydderi. Derfor er det en helt særegen form for moderne kammerjazz med blikket rettet mod øst, Herskedal bringer til torvs. Hans kompositioner og hans valg af instrumentering og besætning bibringer dét, der gør forskellen. Det er for eksempel af afgørende betydning for den generelle sound, at besætningen består af Bergmund Waal Skaslien (bratsch), Svante Henryson (cello), Eyolf Dale (klaver) og Helge Andreas Norbakken (percussion). For tilsammen skaber lige netop dén konstellation – på baggrund af Herskedals oplæg – et dybt fascinerende soundscape, der emmer af orientalisme. Numre som Kurd, Bayat, Nahawand To Kurd og Hijaz Train Station er gode eksempler – opstået som inspirerede påhit efter rejser i Syrien, Libanon og Palæstina. Efter det forrige album, Slow Eastbound Train, er det som om, Herskedal er nået frem.

****  /  Edition Records  /  48 min.  /  Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES

Please follow and like us:

  • 0
  • Share