Troels Frøkjær: Under en åben himmel – en biografi om Anne Dorte Michelsen

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

BOGANMELDELSE   Helt hen imod slutningen af sin bog om Anne Dorte Michelsen er der et par, for mig at se, centrale udsagn. Troels Frøkjær – musikskribent og forfatter til biografien – refererer slet og ret til en samtale, som Anne Dorte Michelsen og hendes veninde, forfatteren Dorthe Nors, har haft i Ugebladet Søndag (det fremgår ikke hvornår). I samtalen siger Anne Dorte Michelsen blandt andet som følger: ”Noget af det værste, der kan ske med en sang, er, at den kommer til at handle om to ting. At man har et godt anslag, men måske er det alligevel ikke kraftigt nok, og pludselig kommer sangen til at handle om noget andet. Når det sker, er den faktisk fortabt.”

Et andet sted, lidt tidligere i bogen, refererer Troels Frøkjær til et interview med Anne Dorte Michelsen i Bo Østlunds bog (fra 2009), Dømt til at skabe. Heri siger sangerinden blandt andet: ”En meget stor del af at kunne udnytte eller frugtbargøre sine kreative evner er jo også at kunne vælge, hvilke af de mange ideer man får, der er de rigtige ideer (…) det er jo fantastisk, at ideerne flyver rundt, men man skal vel også finde ind til kernen af det, der ligesom er ens egen personlige ide eller stemme. Der hvor man virkelig kan få fat.”

Når de nævnte udsagn forekommer mig centrale, skyldes det, at de indrammer selve denne biografis problemfyldte karakter. En venlig anmelder har kaldt Troels Frøkjærs bog om Anne Dorte Michelsen ”kalejdoskopisk”, men jeg vil tillade mig at kalde den ufokuseret og uredigeret. For ikke at sige fortabt og uden idé.

Hvorfor biografien er blevet sådan, skal jeg ikke kunne sige, men måske har forfatteren fået for mange idéer; måske har han ikke kunnet vælge imellem dem, han fik; måske har han bare ikke kunnet magte det store format; i hvert fald har Gyldendal ikke fået udstyret ham med en redaktør, der kunne hjælpe ham med at stramme og – både af hensyn til læserne og Anne Dorte Michelsens eftermæle – fokusere og redigere materialet. Og tilsyneladende har den ellers tekstbevidste sangerinde heller ikke kunnet stille noget op.

Læseren forstår fra start, at forfatteren synes, sangerinden ”synger som en engel” – det står der i bogens første linje. Langt senere i bogen, fortæller forfatteren, at han opfatter hendes soloalbum fra 2011, Hvis du vidste, som ”en af de tyve bedste dansk popplader nogensinde”. Måske har han forblændet af sin egen begejstring for sangerinden og hendes produktion mistet evnen til at perspektivere. I hvert fald har han valgt både at bringe meget vigtige og meget uvigtige realiteter og meninger til torvs uden egentlig at gøre det klart for sig selv eller læseren, hvorfor det hele er lige værdigt til optagelse i biografien.

Han henfalder eksempelvis til at bringe et utal af voxpop-agtige spørgsmål og svar uden i brødteksten at følge op på disse. Det er spørgsmål som: ”Hvad er det morsomste du har oplevet? Hvor holder du mest af at rejse hen? Hvem i hele verden ville du helst spise en middag sammen med?” Og dét får bogen til at fremstå klichéfyldt og overfladisk. Også fordi eksempelvis det såkaldt ”hemmelige mesterværk”, Hvis du vidste, kun bliver tildelt 13 linjers omtale. Og fordi der i momenter bringes tekster, der virker helt lige gyldige – for eksempel en tekst om fodbold (på side 207) og en ejendomsmæglers tekst om den bolig, Anne Dorte Michelsen og hendes mand på et tidspunkt ville sælge (side 262).

Man forstår, at Troels Frøkjær har brugt lang tid på at skrive bogen – herunder på at researche om og interviewe sangerinden og et antal personer, som historiske har været tæt omkring hende – og alligevel skriver han om sin (tilsyneladende eneste) samtale med Anne Dorte Michelsens ægtefælle, Carsten Kressner, at ”Jeg fangede den travle husbond over telefonen. Selvom samtalen ikke var så lang, var det tydeligt for mig, at Carsten elsker sin kone højt”. Interviewet med ægtefællen fylder én ud af 280 sider.

Det er så, hvad det er, men hvorfor skal læseren have den regi-bemærkning, at samtalen var kort? Hvorfor skal læseren et andet sted i bogen have at vide, at forfatteren – efter at have tilbragt en eftermiddag med Anne Dorte Michelsen og Chief 1 i et studie i Vanløse lige skal ”nå en tur i Frederiksberg Have inden solen går ned”? Og hvorfor prioriterer forfatteren for eksempel at bruge en side på at fortælle, at Anne Dorte Michelsen har stort kørekort?

Endnu værre bliver det af, at der i mange passager bruges talesprog og fyldord og (fra forlagets side) tillades grammatiske og faktuelle fejl. Det er et problem, at fyldordene ”og så, og så, og så”; at grammatiske fejl som ”fordi at”; og at faktuelle fejl som at forfatteren bag Fodboldenglen skulle have heddet Hans Jørgen Jensen, når nu han hed Hans-Jørgen Nielsen – at alt det er sluppet udenom redaktørens radar. Det er et problem, at der er flere afsnit, der består af alenlange og tilsyneladende uafkortede afskrifter af gamle interviews; at der er flere citater, som ikke afsluttes med citationstegn, hvorfor man mister fornemmelsen af, hvem der siger hvad; og at der i det hele taget er så mange forvirrende stilskift, som kun til en vis grad afbødes af et måske febrilsk, men dog seriøst forsøg på grafisk at adskille det ene fra det andet. (Det grafisk ret stilsikre design er lavet af Anne Dorte Michelsen gamle makker fra Tøsedrengene, Maria Bramsen)

Man kunne på den tekstbevidste sangerindes vegne have ønsket sig, at forfatteren og hans redaktør – med Anne Dorte Michelsens egne ord fra Bo Østlunds bog, Dømt til at skabe – havde formået at ”vælge, hvilke af de mange ideer man får, der er de rigtige ideer”. For der anslås temaer, der kunne bære langt mere: for eksempel temaer som ligestilling og poesi og pop. Men sådan skulle det altså ikke blive.

Biografien er dog stadig en kærkommen påmindelse om, hvor stort et navn, Anne Dorte Michelsen har været – og måske stadig er – i dansk (og japansk) pop.

**  /  Forlaget Gyldendal  /  280 sider  /  Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 6
  • Share