Det er imponerende så åbenlyst megen energi og ekspertise, public service TV-stationen, TV2, lægger i planlægningen og produktionen af showet: Danish Music Awards. Teknisk, logistisk og organisatorisk er DMA imponerende – for dem der er tilstede (kunstnere, presse og publikum) og dem, der bare ser det hele forskudt i fjernsynet derhjemme (seerne) – antager jeg.
Det er imponerende og omvendt proportionalt med den indsats, stationen ellers lægger i formidlingen af dansk, professionel musik. Vel er det TV2, der igennem flere sæsoner har sendt det konceptuelt velfungerende program, Toppen af Poppen, men ellers er der langt mellem de musikprogrammer, der handler om andet end glade amatører, fokuserer på andet end absurde konkurrencer eller forholder sig til andre genrer end poppen – i bred forstand. Og det til trods for, at Danmark er beriget af en skov og underskov af virkelig dygtige musikere, nye og rutinerede. Det er de færreste af dem, der kommer i public service fjernsynets søgelys for deres metier.
DMA er en undtagelse. Selv om lyset også i dén sammenhæng falder på de færreste.
På Nordhavn i København, havde TV2 i år henlagt showet til to store, opvarmede telte. Og ret skal være ret: Indenfor var meget fint. Scenografisk var set-up’et fantastisk – den noget nær perfekte ramme for et stort anlagt TV-show. Sceneopbygning og lyssætning – det hele var professionelt anlagt – klart med gode billeder for øje.
At selvsamme scenografi for det betalende publikum på gulvet var knap så god er en anden sag. Scenografien efterlod flere blinde vinkler i publikumsområdet – ikke for VIP’erne, som sad i halvbuer på podier med fint udsyn, men for alle andre – og det kunne såmænd godt have givet anledning til irritationen på gulvet. At man i lange stræk dårligt kunne høre, hvad den ekvilibristiske vært, Anders Breinholt, og hans interviewofre sagde og gjorde kunne også have ført til uro på gulvet. Men hvad gør danskere, der indfinder sig til et stramt styret musik-show? De drikker og snakker. Og snakken gik. Jo længere væk fra scenen, jo mere gik snakken. Af samme grund: jo længere væk fra scenen, man kom, jo mere mudret var lydbilledet.
Udenfor var der også mudder. Helt konkret. Såvel kunstnere som publikum måtte på det vintermørke og kuldslåede Nordhavn – som den dag i dag er et mærkeligt miks af klondyke og brakmark, fin arkitektur og nedslidt industri – forcere lange stræk bag omgivende hegn. Vel var der tørvejr, og vel forvandlede mudderet bag hegnene – på vejen frem mod teltene – sig ikke til egentlige områder af smat, men enhver empatisk forældre ville bekymret have rystet på hovedet over synet af de mange, unge mennesker (læs: unge kvindelige publikummer), som i festlige, alt for små og alt for sommerlige klædningsstykker forcerede mørket, mudderet og kulden. Alene synet af de mange bare pigeben, som først stod i kø for at komme ind bag DMA’s hegn og siden vandrede den lange, mørke og vindblæste vej tilbage til Nordhavn Station fremkaldte kuldegysninger.
For VIP’erne var mørket, mudderet og kulden det samme. Vel var der rullet en lang, rød løber ud – fra hegnet, langs kajen, gennem mudderet, hen til teltet. Vel var løberen oplyst og flankeret af olietønder med levende ild. Men farven på løberen skiftede alligevel i takt med brugen. Selv om flere inviterede kunstnere og kendisser helt sikkert fik uventede plamager på skoene, inden de nåede de forjættede, opvarmede telte, var det alligevel imponerende mange, der få øjeblikke efter blotlagde bare maveskind og skuldre foran pressefotografernes flash-lights – alt imens store smil, forførende blikke og/eller unaturlige positurer blev anlagt.
Det mest fascinerende ved TV-showet er mixed zone – i år dét telt, hvori VIP’er og publikummer parallelt og bare adskilt af et lavt hegn sluses frem til garderoberne og i sidste ende – hovedteltet. For VIP’ernes vedkommende går vejen eventuelt via den sidste del af den røde løber, forbi fotograferne. I hvert fald hen til den gratis garderobe. Eventuelt forbi de store opstillinger med fyldte champagneglas. For alle publikummers vedkommende går vejen direkte til betalingsgarderoberne. Og derfra videre til betalingsbarerne.
Men sidstnævnte gruppe kan i mixed zone komme tæt på VIP’erne, eventuelt påberåbe sig deres opmærksomhed, i hvert fald se, måske røre dem.
Dét, der udspiller sig der – hen over hegnet, i mødet mellem de to parallelle verdener – er forunderligt. Der er klart en afstand, men også en forbundethed. Den ene side kan ikke leve uden den anden. Men hegnet findes. Og det udmønter sig siden – inde i hovedteltet, tydeligst efter showets afslutning – som langstrakte, asymmetriske møder mellem beundrere og beundrede. Eller modsat – som korte, affærdigende forsvindingsnumre. Det sidste – udført både af kunstnere, der vinder og af kunstnere, der ikke vinder. Afstanden udbygges.
Artikel også publiceret i musikmagasinet gaffa.dk