Espen Strunk: Himlen over Brighton – Nick Cave på landevejen 2008-2018

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

BOGANMELDELSE    Én ting deler musikjournalisten og forfatteren, Espen Strunk, og jeg: betagelsen af sangskriveren, sangeren, musikeren, Nick Cave.

Derfor forstår jeg også Espen Strunks årelange interesse for alt, hvad der har med det australske rock-ikon (der bor i Brighton i det sydlige England) at gøre.

Derfor forstår jeg, at Espen Strunk har gjort alt, hvad han igennem årene har kunnet for at sikre sig flest mulige interviews, høre flest mulige koncerter og læse mest muligt om og af mørkemanden – den forfængelige og noble, den poetiske og dæmoniske, den uudgrundelige og særegne kunstner, som indenfor kunstarten kan sættes i bås med andre rock-ikoner som Bob Dylan og Patti Smith.

Og derfor forstår jeg, at Espen Strunk får lyst til at samle alle sine reportager, interviews (med Cave og folk omkring ham) og koncert-, plade- og filmanmeldelser fra årene i én bog – som er mørk og stilfuld, som ikonet selv.

Problemet er bare, at det at samle artikler, som før har været skrevet til og trykt i mindre enheder (i eksempelvis musikmagasiner) over flere år ikke nødvendigvis (i samlet form) resulterer i en sammenhængende, stringent og fængende bog. I tilfældet – Himlen over Brighton (titlen spiller på, at Nick Cave i sin tid lavede musik til Wim Wenders film, Himlen over Berlin) – savner jeg helt enkelt noget tekstredigering (som for eksempel ville kunne udrydde nogle af de mange gentagelser) og nogle overordnede beslutninger af mere radikal, strukturel karakter. Jeg er med på – som Strunk selv formulerer det på bogens bagside – at ambitionen ikke har været at lave ”en biografi eller et akademisk essay”, men slet og ret at præsentere ”en række snapshots af forfatteren, rockstjernen og poeten Cave på scenen” – for derigennem at skabe et såkaldt ”nærportræt”. Sagen er bare den, at jeg ikke oplever, at det, jeg læser, er et ”nærportræt”.

Jeg stiller mig ikke tilfreds med Esben Strunks velforberedte og dog lidt formålsløse interviews – blandt andet fordi Nick Cave ikke fremstår generøs i sine svar, men modstræbende eller uinteresseret (han er meget dårligere formuleret i sine svar på spørgsmål end i sine egne tekster og afslører i hvert fald i interviewsituationen / samtalen den asymmetri, at han ikke er helt så optaget af mødet med Esben Strunk som omvendt).

Jeg stiller mig ikke tilfreds med Esben Strunks lidt ligegyldige koncert- og filmanmeldelser.

Og jeg stiller mig slet ikke tilfreds med de mange gentagelser og antagelser, og den generelle mangel på overordnet retning – struktur, analyse, vinkel. Esben Strunks manglende radikalitet – eller vilje eller evne til at påtage sig den mere krævende opgave, som det vil være at skrive ”en biografi eller et akademisk essay” irriterer mig. For det er biografien eller det vovede, eventuelt akademiske essay, jeg konstant under læsningen sidder og savner – alternativt Nick Caves egne analyser eller essays. Når Esben Strunk for eksempel undervejs i bogen et par gange nævner Bob Dylans selvbiografi, Chronicles, tænker jeg: Ja, det er Nick Caves chronicles, jeg vil læse!

Alligevel er der tanker undervejs, som er interessante (om end uudfoldede). Det er for eksempel tanker om det, Nick Cave kalder rock’n’roll-musikkens ”anti-intellektualisme” (”mistro overfor intelligens” og det ”at være velformuleret”); det er tankerne om det at være solist kontra en del af en kollektiv impuls; det er tidligere medlemmer af The Bad Seeds’ beskrivelse af Nick Cave som nærtagende og kontrolleret; det er antydningen af, hvordan Nick Caves forfængelighed ytrer sig; det er antydningen af, at Nick Cave gerne vil redigere og perfektionere sine erindringer, etc. I alle disse tilfælde ville jeg bare have ønsket noget mere – fra Esben Strunks side eller fra Nick Caves side.

Det ændrer dog ikke ved, at Nick Cave stadig er en figur, jeg er betaget af.

***  /  Byens Forlag  /  184 sider

Please follow and like us:

  • 6
  • Share