Shai Maestro Trio: The Dream Thief

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Den unge, israelske jazzpianist, Shai Maestro, har tidligere gjort sig internationalt bemærket i Avishai Cohens orkester, men det mest interessante i hans historie er selvfølgelig hans egne projekter! Han pladedebuterede med sin egen trio i 2011 – i en alder af bare 24 år – og nu – i en alder af 31 år – udsender han med The Dream Thief sit femte triojazzalbum, hans første på ECM. Albummet vidner (som de tidligere) om, at Maestro er uhyre talentfuld – både som komponist, kapelmester og pianist. The Dream Thief har han ganske vist skabt i et tæt samarbejde med trioens øvrige medlemmer: den ligeledes israelske trommeslager, Ofri Nehemya, og den peruvianske bassist, Jorge Roeder. Men Maestros egne fingeraftryk er overalt på albummet, der f.eks. åbner med en skrigende smuk solopræstation – Maestros versionering af Matti Caspis My Second Childhood – for herefter at fortsætte over i en triopræstation i kompositioner af altovervejende eget ophav. Det hele er tankevækkende, melodisk, melankolsk, intenst og emotionelt. Sanselig smukt. Præget af ro og dynamisk fremdrift. Og aftvinger den største respekt.

***** / ECM Records / 48 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share