Thomas Fonnesbæk Trio: Sharing

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE    Det er et både ambitiøst og vellykket jazzalbum, den danske bassist, Thomas Fonnesbæk, har lavet sammen med amerikanerne – pianisten, Justin Kauflin, og trommeslageren, Billy Williams. Albummet, Sharing, består af god, moderne jazzmusik af internationalt tilsnit. Jazzmusik, der både teknisk og kunstnerisk er raffineret. Og som for størstedelens vedkommende er skrevet til denne trio af Fonnesbæk. Kompositionerne er stringente og forløsningen noget nær sublim – sammenspillet de tre imellem åbenlyst let. Fonnesbæk selv brillerer med sin sans for rytmik, melodik og harmoni. Og når han så, som her, interagerer med så stærke kræfter, som Kauflin og Williams er, opstår der noget både kraftfuldt og sensitivt, som giver musikken som helhed en fascinerende spændvidde og karakter. Sharing er i min optik et af årets hidtil bedste jazzalbum – en ret perfekt balancegang mellem det komponerede og det improviserede. En nydelse at lægge ører til – uanset om man lytter til de stilfærdige ballader eller de mere ekspressive sager.

****  /  Storyville Records  /  65 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share