KONCERTANMELDELSE Med den popularitet som Peter Sommer og Søren Huss for tiden nyder var det ikke overraskende, at koncerten i DR-Byens store Koncertsal var udsolgt. Sommer og Huss er pt. nogle af landets mest iørefaldende rockpoeter – to modne, reflekterede og groundede, virtuose troubadourer med blik for det store i det små. Derfor var der naturligt nok også store forventninger til deres koncert i DR-Byen. Og derfor var der udsolgt – på det største af alle venues under deres øjeblikkelige turné.
Om forventningerne blev indfriet er et godt spørgsmål. Men formodentlig. For de fleste. Men for andre, denne anmelder inkluderet, var der også skår i glæden. For lyden var i perioder mudret, Sommers vokal i perioder ude af pitch (formodentlig p.g.a. dårlig lyd i monitorerne). Selv havde jeg det som det unge par, jeg efter koncerten stod på metroen sammen med: de – det vil sige: den unge mand – var som jeg ærgerlig over, at der gik fællessang og klapsalver i den, at der i momenter gik rock og rul i den, fordi det især var i de momenter, at lyden mudrede.
Konceptet? Det var lidt uklart. Det blev lanceret som følger: ”Peter Sommer og Tiggerne plus special guest: Søren Huss”. Men det kunne også have været lanceret som mere jævnbyrdigt, for Søren Huss fremstod som andet og mere end en gæst. I perioder var det faktisk som var vi tilskuere til en live-udgave af ”Toppen af Poppen”, idet de to i flere omgange versionerede den andens numre. Konceptforvirringen var dog uden den større betydning, eftersom det var tydeligt, at de to nød hinandens selskab på scenen, og eftersom publikum syntes at dele sol og vind lige.
Men jeg havde det som den unge mand ved metroen, jeg var selv mest betaget af de enkle ballader – når Søren Huss sang og spillede solo, eller når Peter Sommer sang og spillede solo. For i de momenter gav det mening at tale om rockpoeter. Man kunne høre, hvad de sang. Og deres sang var i pitch. Jeg er på det rene med, at mange blandt publikum kunne flere af sangene udenad – det vidnede momenter med fællessang om, men de momenter fik for mig lidt karakter af bølger salen rundt som ved et VM i håndbold. Og selvfølgelig er det sjovt at være med i en bølge og skråle med på ”Sejle op ad åen”. Men eftersom mange af teksterne både rummede en poetisk dimension og følelsesmæssigt anslog en eftertænksom og vemodig streng, var det alligevel balladerne, der instrumentalt bedst matchede indholdet. Ikke dermed sagt, at Tiggerne skulle være blevet hjemme, men de instrumentalt enkle momenter var i min optik de suverænt bedste. For i dem fornemmede man f.eks., hvad Sommer mente, når han forud for koncerten havde sagt, at Huss var den ”dude”, man ville ønske at møde, fordi: ”Han ikke behøver ikke sige ret meget, før at man præcist mærker hele hans indre skala. Han er fandeme sin egen, men altid med lysten til at dele med alle os andre blåtonede melankolikere.” Og i dem fornemmede man, hvad Huss mente, når han forud for koncerten havde sagt, at han med Sommers ”Til Rotterne, til kragerne og til hundene” for ”alvor fik øjnene og ørene op for ham. Jeg blev simpelthen blæst bagover af hans sange og i særdeleshed lyrikken”.
Det er netop den blåtonede, melankolske lyrik, der er begges største force. Og det var dén der fremstod så tydelig, da Peter Sommer indledte hele koncerten solo med sang og guitar og nummeret ”Til Rotterne, til kragerne og til hundene”. Det var dén der fremstod så tydelig, da Søren Huss indledte andet sæt med en soloudgave af ”Skønne spildte kræfter”. I momenter som dem blev jeg ramt i hjertekulen med de vemodige beretninger om den svære kærlighed.
Sætliste:
- Til rotterne, til kragerne og til hundene
- Tigger
- Sand kærlighedshistorie
- Interlude
- Et forbehold eller 2
- Ny chauffør
- Som mejslet i massiv granit
- 7x7x7x7
- Opvasken
- Bittersød Natskygge
- Skønne spildte kræfter
- Et helt almindeligt liv
- Sang til Bo
- Koma
- Elskede at drømme
- Hvorfor løb vi
- Et hav af udstrakte hænder
- Ingen appel
- Fremmede i tiden
- Valby Bakke
- Tak for dansen
- Det evige nu
**** / Koncert også anmeldt i muskmagasinet gaffa.dk