Dynamic: This is Dynamic

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

MUSIKANMELDELSE Selv sammenligner de sig (i pressematerialet) med navne som Rare Silk, New York Voices og Manhattan Transfer. Og man forstår godt baggrunden herfor. For de fire sangere, guitaristen, bassisten og trommeslageren leverer vitterligt vokaljazz af selvsamme, dynamiske og funky tilsnit, som forbillederne gør det – swingende og netop funky vokaljazz båret af vokalharmonier. Og ret skal være ret: Paul Kim (arrangør/baryton), Kirstine Dahlberg (sopran), Katrine Rømhild (mezzo/alt), Anne Rørbæk (mezzo/alt), Fredrik Rejle (guitar), Niels Wilhelm Knudsen (bas) og Hasse Tang (trommer) gør det faktisk godt! Gruppen nyder helt åbenlyst at tage livtag med materialet – såvel dens eget materiale som de store numre af Miles Davis (Seven Steps to Heaven), Thelonious Monk (Evidence), Herbie Hancock (Chameleon) og Sting (Consider me Gone) m.fl. Sangene og musikken bliver i Dynamics arrangementer vibrerende, varm og levende. Men desværre hælder den også til den lidt kedelige side, den bliver underholdning, nok gennemarbejdet, men også en anelse konturløs. Bedst fungerer nummeret, Early Riser, der som det eneste nummer til dels er på dansk, og som oven i købet tager afsæt i Niels W. Gades Morgensang fra Elverskud.

*** / Dynamic / 34 min.

Please follow and like us:

  • 6
  • Share