Cæcilie Norby er en internationalt anerkendt, dansk jazz- og popsangerinde, født i 1964. Hendes far var klassisk komponist, hendes mor operasangerinde, og selv blev hun en mere vidtfavnende sangerinde.

I 1982 blev hun – sammen med Nina Forsberg – medlem af jazz-/funk-/rockbandet, Street Beat. Men hendes gennembrud kom i 1985, da hun først blev sangerinde i jazzrockbandet, Frontline, og siden i poprockbandet, One Two – igen sammen med Nina Forsberg. Med begge disse bands fik hun en veritabel succes.

Men Cæcilie Norby ville andet og mere. Hun begyndte midt i 1980’erne også at optræde med vokaljazz og i 1990 optrådte hun endda med sin mor og Sjællands Symfoniorkester, da faderens værk, Koncert for to sopraner, skulle forløses. I samme periode optrådte hun, moderen og jazzpianisten Thomas Clausen med en blanding af opera, musical og jazz.

Da One Two lukkede og slukkede i 1993 begyndte hun at optræde som solist med store danske og udenlandske jazznavne – her iblandt Niels-Henning Ørsted Pedersen, Ray Brown og Michael Brecker. Hun begyndte at synge med orkestre og big bands i hele Europa, og i 1995 skrev hun – som den første europæiske kunstner nogensinde – kontrakt med det anerkendte, amerikanske jazzlabel, Blue Note. Her udgav hun fire storsælgende soloplader, før hun skiftede til Sony Music og siden ACT Music – Europas pt. største label indenfor vokaljazz. Her er hun stadig. I januar 2019 udkom det seneste album,Sisters in Jazz.

Til efteråret er Cæcilie Norby – sammen med Anders Blichfeldt, Carl Emil Petersen, Kwamie Liv, Teitur, Medina, og Chief 1 – TV-aktuel som deltager i Toppen af Poppen. I TV-programmerne versionerer alle de deltagende sangere en af hver af de andres sange.

Da jeg møder hende på en café nær hendes lejlighed på Frederiksberg er hun netop kommet hjem efter en uges intense TV-optagelser på Fanø. Og hun er både træt og glad.

”Jeg er imponeret over TV2, som er en forholdsvis kommerciel station. De drev os hårdt, men det, vi lavede, handlede om musik, så det var fint. Tilrettelæggerne gav os, hvad vi skulle bruge og havde ingen skjulte agendaer. De ville selvfølgelig godt have os til at fortælle om vores respektive liv med musik, men det var i orden, for både de og vi var der for musikken.”

”Vi var et ret specielt hold, og vi sprang nogle rammer. For de fleste af os var næsten alle ude over det med at skulle pleje vores image. Derfor blev det en intens uge med god energi i musikkens tjeneste. Vi mødte alle op uden B-planer, havde alle haft nogle visioner med hjemmefra og havde alle arbejdet på at arrangere og realisere dem. Og dét gjorde det hele overraskende godt, men også udmattende. Selv ville jeg ikke nødvendigvis synge jazz i programmet, så for mit vedkommende blev det helt tilfældigt alle mulige andre genre: fra spansk til indisk til protestrock.”

Selv om hun ved det, fortæller jeg hende, at jeg har fulgt hendes karriere igennem mange år, og at jeg oplever hende som til stadighed mere fokuseret. Hun svarer hurtigt:

”Jeg er nok mere fokuseret i dag end tidligere – også fordi jeg har lært at leve med mine fejl. I forbindelse med Toppen af Poppen skulle jeg finde noget frem om mit tidlige arbejde, og jeg fandt i mine gemmer en artikel, hvori en journalist skrev, at jeg blev nødt til at finde ud af, om jeg ville ud ad jazz- eller popsporet. Jeg begav mig den gang ud ad dem begge. Og set i bakspejlet er jeg glad for, at jeg ikke valgte ét spor på bekostning af et andet!”

”Min mor var operasangerinde, og derfor skulle jeg som helt ung ikke være det. Hvorfor vidste jeg ikke! Men måske var opera alt for dramatisk for mig. Efter at have været på musikhøjskole, fik jeg dog lyst til at synge med et band. Jeg kendte som ung ikke nogen rytmiske musikere – udover Fuzzy, som jeg kendte via mine forældre. Fuzzy rådede mig til, at tage på Brandbjerg Højskole, der på den tid var et mekka for musikere in spe, og det var dér, jeg opdagede, at jeg befandt mig blandt ligesindede, der ville være – og faktisk også er blev noget ved musikken. Efter kort tid var jeg selv i gang. Både med Frontline, hvor næsten alle i bandet var over 10 år ældre end jeg; som solist med DR Big Band; og med Nina i forløberen for det senere One Two, hvor vi fra at være korsangere kæmpede os frem i front. Herefter fik jeg ingen anden skolebænksuddannelse, men var sangerinde på fuld tid, selv om der var så mange andre, jeg syntes, var så meget bedre end mig. I mit tilfælde blev det learning by doing.”

”Den gang kørte jeg ud ad to spor. Dels med den akustiske og fusionsjazzede improvisationsmusik, dels med poppen. Og stadig kører jeg ud ad flere spor. Jeg kan godt forstå, hvis nogen spørger sig selv, hvordan hænger det sammen? Men selv tænker jeg, at jeg er en hybrid musiker, der ikke kan gifte mig med én bestemt genre. Og det har jeg det godt med.”

”Jeg ved intuitivt, hvad jeg kan lide og ikke kan lide. Og også om, hvad jeg vil og ikke vil associeres med for den sags skyld. Det er jo ikke alt, jeg skal være med i. Der er ting, jeg – som andre mennesker – skal holde mig fra. Der er for eksempel masser af fremragende soul-numre, som jeg skal undlade at synge, fordi originalerne er så gode.”

”Da jeg indspillede albummet, Arabesque (udgivet af ACT i 2010, red.) – som byggede på klassiske musikstykker – havde jeg en spændende diskussion med Palle Mikkelborg, som medvirkede på albummet. Vi diskuterede, hvorvidt man overhovedet kunne tillade sig at sætte tekster til allerede eksisterende, klassisk, instrumental musik. Det var en god snak, som vi ’krydrede’ med et helt kilo vaniljekranse. Projektet lå mig så meget på sinde, at jeg ikke selv var i tvivl. Jeg følte, at jeg kunne stå inde for det. Og det med at lave musik og udgive plader er jo i sidste ende egoistisk! Verden kunne jo godt leve uden. Men sådan er det vel med al kunst.”

Jeg spørger hende, hvordan hun kan mærke, at musik bliver så påtrængende vigtig, at den skal videreformidles. Igen svarer hun prompte:

”Det kan jeg mærke, når musikken føles rigtig”.

”Efter at jeg havde lavet min første plade med egne kompositioner – min hidtil største personlige musikalske rejse – Queen of bad Excuses, kunne jeg mærke, at jeg var nået til et sted i mit liv, hvor jeg skulle åbne et nyt kapitel. Det biologiske ur tikkede højlydt, og jeg ville gerne være mor, men jeg var samtidig bange for og overvældet ved tanken om at blive gravid, føde og få ansvar for et barn. Til gengæld kunne jeg også mærke, at jeg først ville kunne lave en ny, ærlig plade, når jeg havde overkommet den hurdle, det ville være, at sige ja til et barn. Så længe jeg lukkede ørerne for det, min indre stemme fortalte mig var vigtigt, ville et nyt album blive en slags overspringshandling.”

”Når et nyt projekt står tydeligt for mig, bliver jeg optaget af den overordnede stemning, der knytter sig til et eller andet. Jeg flytter nærmest ind i den kunstneriske idé og arbejder videre med den. Når en eventuel deadline eller premiere er overstået, kan kunsten for mig stå tilbage som et rum, jeg alligevel ikke er helt tilfreds med – jeg er aldrig selv kommet tættere på det optimale end 70 procent af min oprindelige vision. Det er derfor, jeg bliver ved.”

”Jeg er meget selvkritisk, men når jeg går i gang med et nyt projekt, forsøger jeg at være åben i den indledende fase. Jeg får en idé, en til og en tredje og fjerde – og der er der ingen grænser. I den fase prøver jeg at lade det naturlige flow diktere, hvad der skal ske – før tankerne om det færdige resultat, alt det praktiske, økonomien, anmeldernes respons og min mors reaktion indfinder sig. Jeg pøser uhæmmet på i den fase og øver mig stadig i at blive bedre i netop den. Af samme grund deler jeg den dag i dag det ikke med nogen, når jeg er i dét flow. Jeg deler af og til idéer med min mand (den svensk jazzbassist, Lars Danielsson, red.) og familie, men ikke altid – for jeg vil ikke bryde det kreative flow, jeg kan have med mig selv. Når noget bliver mere funderet, og jeg skal til at tænke praktisk, bliver det til gengæld vigtigt for mig at lufte idéerne.”

”Alle mine album og øvrige projekter har haft deres særegne profiler og særegne tilblivelsesprocesser. Der er ikke to, der tilnærmelsesvis har været ens.”

”Jeg hørte i en periode Satie, Ravel og Debussy, da jeg fik idéen til Arabesque. Jeg fik lyst til at være på ’indersiden’ af den impressionistiske klassiske musik – ikke bare at synge den, men at blive en del af den. Der gik lang tid med at definere den eksakte lyd i det grænseland, men da jeg endelig havde defineret det og skrevet tekster til udvalgte temaer, ringede jeg til Katrine Gislinge (dansk, klassisk pianist, red.), som jeg havde kendt som barn. Den gang havde vi sammen talt ølflasker under bordet, når vores fædre, som var bedste venner, festede igennem. Jeg syntes dengang, Katrine var for lille at lege med, men nu ville jeg gerne ’lege’ cross over med hende – og hun var som en fisk i vandet. Så kom Lars, Palle Mikkelborg og Bugge Wesseltoft og satte et luftigt nordisk og rytmisk touch på musikstykkerne, og dermed skete der noget.”

”På den efterfølgende skive, Silent ways, var processen som en musikalsk legestue, hvor vi fem musikere (Cæcilie Norby, Lars Danielsson, Leszek Mozdzer, Nguyên Lê og Robert Mehmet Ikiz, red.) i løbet af et par døgn producerede, arrangerede og indspillede på kryds og tværs i et rasende tempo. Høj kreativitet, der skabte en forunderlig, lidt mørk melankolsk, men varm stemning.”

”Queen of Bad Excuses (Cæcilie Norbys tredje album på Blue Note fra 1999, red.) var egentlig ét stort rod, men jeg var meget forelsket i det rod. Musikken var hjemmelavet og stak i alle retninger. Vi eksperimenterede med mange udtryksformer. Lars og jeg fandt mærkelige lyde frem, mens John Scofield spillede alle former for guitar. De var mine to gennemgående musikere – ellers var næsten alt så forskelligt fra nummer til nummer, at ham, der skulle mikse det, syntes, vi var crazy.”

”Min seneste plade, Sisters of Jazz, er et mere stramt koncept med musik af kvindelige komponister, spillet af seks kvindelige musikere fra seks forskellige europæiske lande. Siggi Loch fra ACT foreslog, at vi skulle producere albummet sammen og i starten var konceptet en vigtig faktor. Det var overvældende, at møde fem så stærke og forskellige kvinder, hvor det vi samledes om, var kvinders historie og udtryk i jazzen og rocken. Der var et aldersspænd i bandet på 32 år, men kemien var fantastisk, og jeg fik aflivet tvivlen om, at det muligvis var anderledes at indspille med kun kvindelige musikere.”

”Min far havde et ønske for mig: Han sagde, at jeg skulle spille med nogle, der var bedre end mig selv – og det ønske har jeg opfyldt. Jeg har mødt mange fede instrumentalister. Og jeg har lært utrolig meget og kastet mig ud i at spille med nogle, der vitterligt var bedre end mig. Hele tiden – for musikkens skyld. Ens ego kan man jo godt pakke væk!”

”Jeg har også oplevet at spille med verdensstjerner, der havde egoer, der fyldte mere end musikken. Den oplevelse har nærmest været som at stå og kigge over et stakit til en fantastisk have, du ikke måtte gå ind i. Ingen spontan udveksling eller sammenspil på nuets præmisser, men mere ’se-mig-cirkusartisteri’, og dét holder ikke for mig. Når det er sagt, elsker jeg jo også når musikere blærer sig på deres instrument, men den overordnede agenda i musik skal være inkluderende.”

“Sjovt nok er det tit de allerbedste musikere, der er lettest at kommunikere med – for efter min mening er de bedste musikere dem, der tilføjer præcis det, musikken har brug for – hverken mere eller mindre. En af dem er trommeslageren Brian Blade, som jeg spillede med for nylig i Jerusalem – på scenen var der intet ego, der kom i vejen for musikken. Min præstationsangst overfor det at skulle spille med en af verdens mest begavede musikere, forsvandt som dug for solen i hans selskab.”

Kan du stedfæste momenter, hvor du har ændret retning eller har taget uventede kvantespring?

Denne gang tænker hun sig grundigt om, før hun svarer:

”Jeg synes ikke, jeg har taget musikalske kvantespring som sådan. Men jeg har lavet mange forskellige projekter og brugt flere forskellige paletter. Men én ting, jeg er blevet mere konsekvent med, med årene, er, hvilke personligheder jeg arbejdes sammen med. Jeg orker ikke folk, der manipulerer deres omgivelser i overdreven grad. Det har jeg prøvet, og dét gider jeg ikke mere. Mennesker der fylder for meget i musikken på forkerte præmisser, skaber ikke et sundt, kreativt og åbent miljø. Det er ikke nogen big deal, men jeg har været ude for – især som ung – at blive manipuleret.”

”Nu hvor jeg selv er en af de ældre i branchen, tænker jeg til tider over det, jeg igennem min egen karriere har modtaget af forståelse, god energi, kritik og hjælp fra kollegaer. Jeg vil i dag gerne selv give god energi til yngre musikere. Jeg var selv usikker som ung, og derfor betød det meget for mig, når en af de modne sagde noget positivt til mig. I dag er det blevet endnu sværere at bryde igennem lydmuren: Der er færre penge i branchen, nok stadig mange livejobs, men indtægterne på pladesiden er næsten væk og erstattet med færre penge fra streamingstjenesterne.”

”Da jeg var ung, skulle der mod til at springe ud som professionel musiker, men i dag er der flere musikuddannelsesmuligheder, og det er blevet mere legalt, at have ambitioner om, at gøre musik til sin levevej. Men konkurrencen er så også blevet hårdere. Som følge af de sociale medier er hele verden nu et potentielt marked fra day one i din karriere. Til gengæld konkurrerer du også med en musiker, der bor i Kina. Da jeg var ung, skulle man gå den gængse vej ind i branchen – igennem små, definerede nøglehuller. I dag er det som at være med i Eurojackpot – du kan potentielt lave noget, der går viralt over night. Carl Emil, som er med i Toppen af Poppen, fortalte, at da han og Ulige Numre slog igennem med nummeret, København – et nummer, som bandet for sjovt havde up-loaded på Sound Cloud – var han gået i seng som pædagogmedhjælper og stået op som ’verdensstjerne’. Men også i hans tilfælde opstod uroen: Kan jeg opgive mit sikre job? Kan jeg lave endnu et storsælgende nummer?”

Jeg spørger Cæcilie Norby, om det har styrket eller hæmmet hendes egen karriere, at hun aldrig specifikt har valgt musikalsk spor.

”At jeg for eksempel er blevet inviteret til at tage del i Toppen af Poppen skyldes både min lange karriere med jazz og fusion, men også min fortid i poppen.”

”Når jeg hører de andre medvirkende i Toppen af Poppen fortælle om deres daglige arbejdsprocesser med diverse producere og hele crews, der taget sig af alt det praktiske, så genkender jeg det fra min tid som popstjerne. Men min verden er i dag en helt anden, og jeg vil ikke ofre min musikalske frihed for at få deres vilkår. Der, hvor jeg befinder mig i branchen, er jeg ikke er tvunget til at lave hits. Ikke forpligtet til at opbygge og opretholde et image. Jeg er mere fri, for ingen – hverken selskaberne eller publikum – forventer hits af mig. Jeg kan tillade mig at etablere netop det musikalske udtryk, jeg her og nu måtte ønske. Min udfordring er til gengæld, at jeg ikke kan score point eller penge på gamle hits.”

Hvor vil du mene, at din karriere vil bevæge sig hen ad i løbet af de næste fem år? Jeg forestiller mig, at du skal lave noget, der bringer dig tættere på 100 end på 70 procent…

”Når jeg talte om de 70 procent, handlede det om resultatet set i forhold til mine oprindelige ambitioner. Man er jo ofte tættere på det 100 procent fuldendte, når man er på idé- eller skitseplanet. Det er først under færdiggørelsen af et album, at realiteterne rammer én på godt og ondt. Det jomfruelige ved den urealiserede lyd forsvinder, men til gengæld får man overraskelsesmomenter i form af eksempelvis andre musikeres input. Måske kommer de sidste 30 procent på næste skive, eller måske skal de findes live! Jeg er i hvert fald ikke en udpræget studie-person, men en live-person, og jeg kan lide det spontane, overraskelserne i live-situationen. For det tilfører en nerve og et ping pong med publikum, som er svær at genskabe i studiet.”

”Men hvor jeg skal bevæge mig hen? Lige i de her dage er det et spørgsmål, der må stå ubesvaret hen. Jeg har lavet så meget de sidste par måneder og er nu et sted, hvor jeg skal have ro for at mærke efter, hvad der skal ske.”

”Det er jo en underlig vekselvirkning, det at lave musik. For hver gang, jeg har afsluttet et projekt, er jeg uklar på, om jeg har flere projekter i ærmet. Når jeg så bliver inspireret og får det nødvendige kick, der skaber flow, så er jeg på. Men periodisk tænker jeg: Hvad nu hvis inspirationen ikke indfinder sig? Nu og her er jeg ikke så urolig, men hvis jeg om to måneder stadig ikke har fået idéer eller lyst til at spille musik, så vil jeg nok blive det.”

”Men sandt at sige, har jeg allerede nu nogle idéer. De skal bare ikke ventileres her.”

”Under Jazzfestivalen skal jeg lave noget med guitaristen, Jacob Gurrevitsch, og hans måde at spille på er helt fantastisk. Det at sætte bestemte musikere sammen med andre – at lægge farverne på paletten, lave et mood-board og søge en vibe – på grundlag af musikalske fragmenter og kendskab til komponister og musikere, det elsker jeg.”

”Jeg elsker også at lave musik med Lars, for han er nok den musiker, jeg føler mig mest beslægtet med – han kommer som jeg ud af en klassisk baggrund, har spillet pop og som jeg bevæget sig over i jazzen. Vi er gode til ping-pong og har mange cue words for, hvad vi synes, tænker eller føler i en given sammenhæng.”

”Ofte begiver jeg mig ud i noget, som jeg i starten af processen reelt ikke ved, om jeg kan gennemføre, men så påtager jeg mig det arbejde, der skal til og de slag med, der må komme. De første idéer afføder jo nye idéer, og på den måde kan man få stablet noget på benene, som i første omgang kunne have forekommet umuligt. Sådan var det med mit korværk, Hybrid Klang fra 2017. Det startede som syrede fragmenter af klange og blev til et gennemarrangeret værk for blandet kor, strygere, blæsere og rytmegruppe. Her kunne jeg virkelig have blæst spøgelser op i form af præstationsangst, men hele mit fokus var rettet imod, hvad der kompositorisk gemte sig bag det næste hjørne, når jeg gav mig selv fri til at høre indenad.”

”Jeg har altid været mere drevet af nysgerrigheden end af frygten for at fejle. Og dét er vigtigt, tror jeg. Det er også det, jeg giver fra mig, når jeg underviser. At man skal følge sine instinkter og ikke være bange for at dumme sig”

”Jeg havde ikke selv som ung en ambition om at blive musiker. Men fordi mine forældre var musikere, var jeg tryg ved de musiske miljøer, og jeg kom ind i branchen uden at have overdreven respekt for dem, der spillede. Da jeg første gang spillede med DR Big Band, havde jeg et uchecket arrangement med under armen, og saxofonisten, Jesper Thilo, som jo nød stor respekt, brokkede sig højlydt over noderne og nægtede at spille med, hvis de ikke blev rettet til. Det var ikke den måde, jeg på Vester Vedsted Ungdomshøjskole, som jeg lige havde forladt, var vant til at håndtere konflikter på, så min spontane reaktion var: ’Jamen, så lad vær at spille med – der er jo fire andre saxofoner’. Jeg var rebelsk og ikke særlig autoritetstro, men krævede – selvom jeg kun var 20 år og aldeles autodidakt – en form for ligeværd som udgangspunkt. Jeg ville nok indrømme fejl, men ikke bøje mig i støvet, hvis man talte sådan til mig. Jesper og jeg har siden spillet sammen mange gange og også sammen grint ved tanken om episoden.”

”En anden gang spillede jeg med trommeslageren Al Foster, og da vi lavede lydprøver, spillede han sine bækkener som en fryd. Jeg sagde det til ham, og han blev glad for den spontane ros – fordi jeg var så ung og intet vidste. For eksempel vidste jeg ikke, at han havde spillet med Miles Davis.”

”Min pointe er, at man skal lytte til musikken i stedet for at tænke på likes og down-loads. Lytte til andre menneske. Og spørge sig selv, om man har lyst til at kommunikere med dem? Det er for mig det vigtigste: at lytte og kommunikere.”

Interview også publiceret i magasinet JazzSpecial