Dan Pitt Trio: Fundamentally Flawed

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Canadiske Dan Pitt pladedebuterer med Fundamentally Flawed. Et album, der overbeviser – i kraft af Pitts otte originale jazzkompositioner og i kraft af hans trios håndtering heraf. Selv er Pitt en eminent jazzguitarist, men ved sin side har han kontrabassisten Alex Fournier og trommeslageren Nick Fraser, og med den besætning formår han at forløse sin egen vision med innovativ styrke og energi. Stemningsmæssigt spænder hans musik fra det elektrisk brutale til det sart enkle. Derfor kan man også få sig nogle chok undervejs i aflytningen – eksempelvis i titelnummeret, der i sig selv rummer hele spændvidden. Men man kan også lytte til mere prøvende, sfæriske skitser såsom Mark I og heri finde ind til det, der antager karakter af musisk grundkonstruktion. I alle tilfælde er det musik, der afføder håb om andet og mere; musik, der i sig selv afslører et både kompositorisk og improvisatorisk talent; musik, der både kan ses som skitseret og færdig; og som genremæssigt berører kammerjazzen, den elektriske jazzrock, den neoklassiske musik, garagerocken, nu-jazzen, avantgardismen og slet og ret den moderne jazz.

*** / Dan Pitt / 49 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share