KONCERTANMELDELSE Den internationaliserede, danske singer-songwriter, Tina Dickow, havde på forhånd tilkendegivet, at hun vil slutte sit danske år af med tre solokoncerter i henholdsvis København (11. november), Aarhus (12. november) og Thisted (14. december). De to førstnævnte koncerter blev endda for dage (eller er det uger siden?) markeret som udsolgte – selv om f.eks. koncerten i København var henlagt til Operaen. Den kongelige! Ikke Fristadens.
På forhånd var jeg spændt på, om det kunne lykkes Tine Dickow at etablere en ”intim solokoncert” i så voldsomt stor en ramme. Men på en eller anden led lykkedes det. Dels fordi lyden var så eminent, dels fordi Tina Dickow er så rutineret. Om folk oppe på 3. balkon også oplevede koncerten som ”intim” ved jeg ikke, men Tina Dickows forsøg var seriøst – selv om jeg (der sad midt på parkettet) er overbevist om, at alt ville have været bedre på en mindre scene.
Klart var det altovervejende fans, der havde indfundet sig i Operaen: folk, der på forhånd kendte singer-songwriterens materiale, og som helt selvfølgeligt lod sig rive med af hendes sindige, jyske talestrøm.
Også jeg er jyde, men jeg må tilstå, at jeg har det svært med Tina Dickows Niels-Hausgaardske fortællinger mellem numrene, både fordi de fordrer en mere konkret intimitet for at virke optimalt, og fordi de for mig at se og især høre fremstår for kalkulerede; uspontane og lettere umusikalske.
Sangene til gengæld – ja, Tina Dickow har vitterligt fået skabt sig et solidt bagkatalog, som hun kan plukke fra efter behag. Alle hendes numre fremstår som størrelser, der har en naturlig plads inde under hendes hud, og dét bar hendes fremførelse af sange og musik i Operaen også præg af. Aftenens materiale favnede endda store dele af hendes bagkatalog – hvilket i sig selv er prisværdigt: at hun kan bygge bro mellem den unge og den modne kunstners frembringelser.
Lidt pænt og konventionelt kan det hele fremstå, men Tina Dickow er ikke desto mindre en habil sangskriver, en dygtig guitarist og en sanger med en udtalt stemmekontrol, særegne fraseringer og rytmisk sans.
I Operaen fremstod de enkle ballader bedst – numre som ”Cruel To The Sensitive Kind”, ”Fancy” og ”Fugleflugt”. Måske fordi de både var enkle og mange facetterede. Men koncerten som helhed fungerede også godt – som følge af den enkle lyssætning, den eminente lyd og selvfølgelig den store mængde af rutine samlet i hovedperson på scenen. Kun vil jeg brokke mig over det kalkulerede element i den sindige talestrøm og over det fremherskende element af konventionel musikformidling.
Det musisk konventionelle kommer i tilfældet Tina Dickow til udtryk på den måde, at alt er forudsigeligt og tilrettelagt, pænt og poleret. Vel rummer hendes guitarspil noget råt og utæmmet, men det ville klæde hendes sange, hvis vokalen tilsvarende rummede noget råt og utæmmet; hvis der var noget kant og nerve i hendes sang. Det er muligt, at den kant og nerve lettere indfinder sig, når der er tale om reelle intim-koncerter og en kort, fysisk afstand mellem kunstner og publikum. Men i Operaen, hvor intimiteten – trods en god lyd m.m. – også i momenter mødte muren, sad jeg – som nævnt – og tænkte, at alt ville have været bedre på en mindre scene. Jeg forestiller mig nemlig, at reel intimitet naturligt udfordrer kunstneren, og at dét giver musikformidlingen kant og nerve. Måske endda større udfordringer. Forestil dig Tina Dickow som gæstesanger i dit eget, private hjem! I en lille stue, med et inviteret publikum og en begrænset ilt. Dér ville jeg gerne opleve den internationaliserede dansker.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk