Nathalia Flórez: I aftenens sidste minutter

Please follow and like us:

  • 7
  • Share

MUSIKANMELDELSE Den unge singer-songwriter, Nathalia Flórez, er fra Fanø (datter af en dansker og en columbianer, heraf navnet), uddannet fra MGK Syd i Esbjerg og nu også ude på plade med I aftenens sidste minutter – et dansksproget album, der – Flórez’ ungdommelighed taget i betragtning – fremstår overraskende gammel(klog)t, tungt og træt. Teksterne er mørke, musikken mørk. Flórez kredser således om temaer som træt- og tristhed, mørke og skygger. Men i momenter heldigvis også tematiske modsætninger. Genremæssigt tager hun os til grænselandet mellem folkemusikken, vokaljazzen og singer-songwritingen. I aftenens sidste minutter er med andre ord genremæssigt fascetterede, tekstbaserede frembringelser med musikledsagelse – akkompagnement af klaver (Enrico Salvatucci), bas/cello (Niklas Gjersøe), trommer (Hans Kristian Knold) og violin (Annelene Toft Christensen). I den forstand kunne jeg have set albummet for mig, udgivet på Gyldendals Exlibris – hvis ikke det havde været fordi, teksterne endnu mangler sproglige raffinementer. Alligevel er der en livgivende nerve over både tekster og musikledsagelse, nogle fine momenter i kompositionerne og et element af liv i fremførelsen – og dét giver point.

*** / Gateway Music / 46 min.

Please follow and like us:

  • 7
  • Share