Out of the Woods: Birds and Beasts

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Bag kunstnernavnet, Out of the Woods, står skovhuggeren Ditte Grube Barild, som pludselig er kommet ud af Silkeborgskovene med ti debutsange – om mørke skovbunde og fristende lysninger; sange, der alle fremstår som meget personlige og poetiske – uanset om de handler om konkreter eller abstrakte størrelser.

Ditte Grube Barild, der åbenbart har brugt fritid / nætter på at skrive og indspille sange, formår fascinerende nok helt ubesværet at knytte bånd mellem flere forskellige virkeligheder og at tilsætte disse nogle helt enkle, eftertænksomme og smukke kompositioner, arrangementer og udtryk. Instrumenteringen veksler, men vokalen er altid i centrum, og den akkompagneres af guitar, til tider violin, klaver, trompet, saxofon og / eller trommer. Altid på enkel og organisk vis.

Forud for udgivelsen af albummet, Birds and Beasts, har Ditte Grube Barild aka Out of the Woods gødet jorden ved at udsende tre singler: ”Sunday Reassurance”, ”Chameleon Song” og ”Silence You With Love” – numre, som alle er at finde på albummet. Sidstnævnte nummer er et af albummets absolut bedste – et meningsfyldt og melankolsk balladeagtigt nummer med Ditte Grube Barilds luftigt inciterende sang i centrum og et fornemt tilbageholdende akkompagnement af Thomas Sejthen (bas) og Michael Andersen (trommer) og et mere markant, profilerende akkompagnement af Christian Dietrichsen (guitar) og Bo Rande (trompet).

Nummeret, ”Blanket of Light” er et andet af albummets højdepunkter – et foruroligende råt, kantet og skarpt, overraskende skarpt nummer. Set i lyset af, at der her er tale om et debutalbum!

Kendetegnende for sangene og musikken på debutalbummet er, at de fremstår som gennemarbejdede, rundet af en rutine – udi sangskrivning og formidling – som ikke matcher det faktum, at det netop er en debut. Ditte Grube Barild aka Out of the Woods må i den forstand roses – både for sit talent og for sin evne til at holde på sine sange, indtil de er tilstrækkeligt modne til at blive sat ud i skoven – den lyse og mørke – på egen hånd, blandt de mange fugle, der giver deres besyv med, sidst på albummet.

**** / Eget selskab / 44 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share