MUSIKANMELDELSE Clouds er et komplekst, men også hjertegribende smukt og minimalistisk album skabt af trioen bag: den polske violist Adam Baldych, den franske cellist Vincent Courtois og den hollandske pianist Rogier Telderman. De tre kommer fra hver sin verden, er hver især etablerede talenter med hver deres karriere, men da de først mødtes og besluttede – i gensidig respekt og åbenhed – at udforske potentialet sammen, banede de også vej for værker som dette sindssygt smukke, raffinerede og virtuose album. Genremæssigt afspejler musikken på Clouds, at de tre kommer fra hver deres verden – men man kan kalde deres fælles præstation et cross over mellem minimalistisk kammermusik, kammerjazz, moderne jazz og traditionel folk. Deres musik hænger sammen og virker selvfølgelig, organisk og naturlig, selv om den er alt andet end konventionel. Instrumentalt / teknisk er musikken fra øverste hylde, kompleks, men virtuos og stringent. Kunstnerisk er den dybt fascinerende, mange facetteret og alligevel minimalistisk, tilgængelig. Raffineret. Original.
**** / ACT Music / 51 min.