Ane Brun: After the Great Storm

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Den norske singer-songerwriter / indie-pop kunstner, Ane Brun, har i årevis været en markør på den skandinaviske musiks stjernehimmel. En garant for innovation og videreudvikling af poppen som kunstform. Og dertil – en eminent, indlevende og autentisk, stilsikker og stærk formidler.

Derfor er det naturligvis også med spænding, jeg modtager nyheden om, hun nu udsender hele to album – et i dag og et andet i november. At dømme efter de foreløbige meldinger og de visuelle kendetegn, er de to album i familie. Hvilket i sig selv bare skærper min opmærksomhed, nysgerrighed og spænding.

Det første af de to album, After the Great Storm – som udkommer i dag – er overvældende stærkt. Det er et album, der – hvad klangflader angår – indplacerer Ane Brun side om side med blandt andre Eivør. Ane Brun viser sig endnu engang ikke bare at være en eminent sangskriver, hun befæster også med bemærkelsesværdig autoritet sin position som en af Nordens allerstørste nordic-noir popvokalister.

Numrene på After the Great Storm fremstår således som særegne og raffinerede, i momenter som ophøjede og decideret overvældende. Ane Brun skruer således gerne – og dét med troværdig konsekvens – op for fylden, til hun næsten når det sakrale – ved hjælp af elektronik, svulstige basgange eller skarer af strygere. Men også – tilsyneladende helt organisk, let og ubesværet – ved hjælp af sin egen stemme.

Ane Bruns fraseringer, hendes pitch og hendes stemmekontrol er uovertruffen, imponerende. Og med numre som ”Don’t Run and Hide”, ”Crumbs” og ”Honey” markerer hun med naturlig power og pondus, at hun både kan skrive, komponere, arrangere, producere og synge. Kunstneren, der både på YouTube og diverse streamingstjenester kan registrere, at hendes sange aflyttes af millioner af mennesker vil bl.a. med nummeret ”Crumbs” ramme endnu en million.

Efter langt tids diskussion med mig selv, vil jeg udpege ”Feeling Like I Wanna Cry” som mit eget, foretrukne nummer på After the Great Storm. Nummeret er baseret på elektroniske beats, er mere komplekst end de øvrige numre, men netop derfor også mere facetteret. Men albummet som helhed! Det er ét, jeg i mange, mange år fremover vil værne om og lytte til.

***** / Balloon Ranger Recordings / 48 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share