Fifth Element Jazz Quintet: Fifth Element

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

I spidsen for den canadiske jazzkvintet, Fifth Element, står den rutinerede kapelmester og tenorsaxofonist, Dave Coules. Men, trods or hans rutine og åbenlyse evne til at omgive sig med gode kræfter – som sangerinden Nina Richmond, pianisten Dale Scaife, bassisten Ron Johnston og trommeslageren Glenn Anderson – er det først nu, fem år efter etableringen af ensemblet, at Coules’ femte element pladedebuterer. Men hvad gør det? Ventetiden har været det hele værd. De tolv standards, som ensemblet tager hånd om, er nemlig suverænt arrangeret af Coules og lige så suverænt forløst af hans ensemble. Både de kollektive og individuelle kvalitet træder frem, så sange fra The Great American Songbook – sange som Henry Mancinis og Johnny Mercers Days of Wine and Roses, Richard Rodgers’ og Lorenz Harts My Romance og Peggy Lees og Bill Schlugers I Love Being Here With You bliver forløst med intakte nerver, med sjæl og sanselighed. Og, selv om jeg burde afholde mig fra at fremhæve nogle af musikerne fremfor andre, så vil jeg alligevel nævne Nina Richmond! Hendes ægthed. Kombineret med Dave Coules’ glød. Det er sød musik.

**** / Eget selskab / 51 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share