BOGANMELDELSE
Jens Lindberg (f. 1983) romandebuterer med Min ven Jonas – en indledningsvist meget springende fortælling med flere parallelle historier, men trods alt til sidst en roman hvori debutanten formår at samle alle trådene på en meningsfuld måde. Desuagtet sidder jeg efter endt læsning tilbage med oplevelsen, at forfatteren i romanen har sat alt for mange skibe i søen; at han har haft alt for meget fokus på spændingselementer i historiens dramaturgi; at han har presset alt for mange eksotiske destinationer ind i sin historie (Burma, Paraguay, Norge og Danmark); og enten ikke har husket eller formået at løfte personskildringen, sproget eller detaljen til andet end det ordinære.
Når jeg læser bagsideteksten, får jeg f.eks. det indtryk, at der her er tale om en spændingsroman:
”Juleaften 1980 findes en smuk, ung kvinde død på et hotel i den norske provinsby Lillehammer. Pigen kommer ikke fra de kanter, og ingen aner, hvem hun er. Politiets efterforskning, ledet af en kriminalkommissær i kørestol, fører hurtigt til flere spørgsmål end svar om pigens fortid, hvad hun døde af, og hvori relationen til hotellets gådefulde danske tjener egentlig bestod. Som efterforskningen skrider frem, lærer kriminalkommissæren, som har sine egne spøgelser at slås med, om to unge menneskers usandsynlige møde. Om Jonas, der forsøger at undslippe sin fars kvælende forventninger, og Carolina, som flygtede til det fjerne Danmark fra diktaturet i hjemlandet Paraguay. 18 år senere tager Jonas, der nu bor i Burma, sammen med sin datter tilbage til Skandinavien for at gense, hvor det alt sammen skete.”
Men Min ven Jonas er ikke en spændingsroman. Den er hverken eller. Eller både og. Det er en roman om ungdom og opvækst, fader- og autoritetsopgør, venskab og kærlighed, bortadoption og flugt m.m.m., men ikke en roman om forbrydere og politifolk, drab og opklaringsarbejde (selv om dette element indtager en ikke ubetydelig plads).
Den unge kvinde som nævnes i bagsideteksten er f.eks. ikke død som følge af en forbrydelse, men som følge af en lungebetændelse, opstået i kølvandet på en HIV-infektion. Alligevel indgår skildringen af politiets opklaringsarbejde, som var det en væsentlig del af fortællingen; som var fortællingen genremæssigt at betegne som spændingsroman eller krimi. Og det forvirrer begreberne og læsningen.
Det generer også læsningen, at store dele af romanen er så klichépræget – uanset om forfatteren er bevidst eller ubevidst om, at han er faldet i gryden med klichéer. Især skildringen af politiets opklaringsarbejde og omgangstone er præget af klichéer. Så flere gange under læsningen spørger jeg mig selv, om disse delelementer er pasticher, læseheller hvorunder jeg skal more mig. Svaret er jeg ikke sikker på.
Der er bestemt løfterige elementer i forfatterens debutroman. Problemet er bare, at han ikke formår at zoome ind på ét aspekt og dets konsekvens og betydning for de involverede – det kunne være i et faderopgør, i en bortadoptionen eller i et ungt menneskes identitetsudvikling. Derfor løfter romanen sig heller ikke som helhed op over det ordinære.
*** / Forlaget Brændpunkt / 192 sider