Mandag uddelte Musikforlæggerne i Danmark for niende gang Carl Prisen – igen i år ved et frokostarrangement i Axelborg overfor Tivoli i København. Her, i festsalen, kunne de indbudte nyde en let frokost, hinandens selskab, en seriøs prisuddeling og nogle fine optrædener.
Det er ikke entydigt, hvad det er, der gør uddelingen af Carl Prisen så ekstraordinær – men ekstraordinær er den. Måske fordi det hele foregår i dagtimerne, måske fordi indtaget af alkohol er så begrænset, måske fordi alle inviterede uanset position får god mad, måske fordi der ikke er nogen radio- eller TV-dækning. Alt det bidrager i hvert fald til den gode oplevelse og intimitet. Men noget andet og nok så væsentligt er, at alle de inviterede også er omgivet af andre fra branchen, forskelligartede men ligesindede mennesker, som måske repræsenterer andre genrer og professioner, men som alle har ét til fælles: kærligheden til musikken. Stemningen er let og glædesfyldt, ærbødig og ydmyg, præget af ægthed og alt andet end forstillelse – på sæt og vis som var man blandt venner, uanset om disse venner måtte være flamboyante popdivaer eller grå husmus, succesombruste sælgere eller intellektuelle nørder. De inviterede ved uddelingen af Carl Prisen er vitterligt forskellige. Men alle synes at have respekt for alle andre – også dem, de ikke forstår, for de ved, at ingen er der på badebilletter.
Endnu en gang ledtes hele arrangementet nonchalant, myndigt og sikkert af speedy Per Vers. Og endnu engang var der fine optrædener på scenen som et vidnesbyrd om, at den danske musikscene lever. Mest gribende var Dophas solooptræden – den unge kunstner fremstod med ”The Game” som et ægte talent, en troværdig og overraskende dygtig sangskriver, sanger og guitarist.
Men apropos talent, så er det sådan, at flere musikere oplever at få prædikatet ”talent” hæftet på sig igennem uforholdsmæssigt mange år – således også Kjartan Arngrim, som med Folkeklubben har udgivet hele fem album, men som først i år – med sit femte album – fik tildelt en pris (Årets Tekstforfatter). Han undrede sig forståeligt nok over, at det veritable gennembrudsalbum ikke udløste en pris.
Jeg spurgte ham, om han trods alt ikke var glad for endelig at få en pris. ”Jo,” svarede han, ”men det er især det at skrive, der gør mig glad.”
Udsagnet indkredsede måske forklaringen på, hvorfor arrangementet og stemingen omkring Carl Prisen er så ekstraordinært: de inviterede kunstnere er seriøst arbejdende mennesker, der primært brænder for skabelsesprocessen.
Prismodtagerne var som følger.
Årets komponist inden for pop: Thomas Bach Skaarup, Anders Tøfting Boll og Niels Christian Sommer (Ganger), for værkerne på albummet Tro.
Årets komponist inden for rock: Joyce (Sebastian Wegener, Oscar Engel Libonati, Albert Louis Mose, Casper Winther Hansen og Søren BangHansen), for værkerne på albummet Formskifter
Årets komponist inden for jazz: Jørgen Emborg, for værkerne på albummet Swan Songs (Sundance Publishing)
Årets komponist inden for roots: Dreamers’ Circus (Nikolaj Busk, Rune Tonsgaard Sørensen og Ale Carr), for værkerne på albummet Blue White Gold
Årets komponist inden for score: Flemming Nordkrog, for score til filmen Shine Your Eyes
Årets komponist inden for børnemusik: Malene Kjærgård, for sangene på udgivelsen “Jorden rundt med Malene Kjærgaard”
Årets tekstforfatter: Kjartan Arngrim (Folkeklubben), for teksterne på albummet Børn af den tabte tid
Årets talentpris: Sofie Daugaard Andersen (Dopha) (The Bank)
Årets sang: “Formskifter” ‒ Joyce (skrevet af Sebastian Wegener, Oscar Engel Libonati, Albert Louis Mose, Casper Winther Hansen og Søren Bang Hansen)
Årets internationale succes: Jonas Jeberg (BMG Rights Management)
Årets klassiske komponist – stort ensemble: Niels Rønsholdt, for værket Country part 1 and 2 for cello og kammerorkester (Edition S)
Årets klassiske komponist – lille ensemble: Anders Nordentoft, for værket City Trance for solo klaver (Edition Wilhelm Hansen)