Stundom: må jeg holde din hånd?

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Stundom er en ret ny, dansk folkemusikgruppe, som med må jeg holde din hånd? bare udsender sit andet album. Men vel at mærke – endnu engang – med bravour og åbenlys kærlighed til det akustiske udtryk og den traditionelle nordiske folkemusik.

Emma Kragh-Elmøe (violin og viola), Julian Svejgaard (klaver) og Villads Hoffmann (cittern, guitar, mandolin og spilledåse) påviser endnu engang, at de er et godt match, rent musisk.

Selv siger de tre, at må jeg holde din hånd? handler om at række ud til andre mennesker – om at ville noget andet og mere end bare sig selv. Og det lyder jo fint – selv om jeg vil hævde, at man skal være mere end almindeligt synsk for at kunne omsætte de instrumentale skæringer til de betydningslag. Det afgørende for mig er, at de tre sammen kan skabe et autentisk, smukt og nutidigt univers – for dét kan de: skabe noget dragende / gribende.

Kragh-Elmøe og Hoffmann kender hinanden fra barnsben og grundlagde tidligt en fælles kærlighed til / interesse for folkemusik. (Kragh-Elmøe fik som barn sin første violin af Hoffmanns far). I 2018 slog de to barndomsvenner sig sammen med pianisten Svejgaard for at indspille debutalbummet, Vandkanten. Siden har de tre, må man forstå, været uadskillelige. Og godt det samme, for de kan vitterligt noget ekstraordinært sammen.

Allerede i 2015 vandt Kragh-Elmøe og Hoffmann prisen som Årets Nye Folk Navn ved Danish Music Awards. Siden er Stundom to gange blevet nomineret til Årets Danske Rootsnavn ved Danish Music Awards – i 2019 og 2020. Og dét – foruden musikken, selvfølgelig – har skaffet dem adgang til flere af Europas store folk-festivaler. Positionen og/eller rækkevidden kan kun tage til med  må jeg holde din hånd? For Stundom viser sig at skabe en troværdig, ny og moderne form for nordisk folkemusik med grænseflader op imod den neoklassiske musik og den moderne jazz. Stundoms musik er enkel, melodisk og stemningsmættet. Betagende. Og dybt fascinerende. Spænder ikke (hverken teknisk eller kunstnerisk) ben for sig selv, men søger det enkle, det klare, det sanselige. Og gør det, som sagt, med bravour.

må jeg holde din hånd? er – sagt med store bogstaver – et lille mesterværk. Ikke bare er titelnummeret noget nær fuldkomment. Broderparten af de øvrige, originale numre grænser op til det mesterlige.

*****  /  GO’ Danish Folk Music  /  43 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share