Lis Wessberg: Yellow Map

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Trombonisten, Lis Wessberg, har en forholdsvis lang og glorværdig karriere bag sig som sideman i diverse danske og udenlandske jazz- og pop-konstellationer. Hun har spillet med Kid Creole & The Coconuts, med Joyce Moreno, Ray Charles og Randy Brecker; herhjemme blandt andre med Lennart Ginman, Marilyn Mazur og Jan Kaspersen; og så har hun medvirket på mere end 40 udgivelser.

Talentet og rutinen indbringer hende en position som naturligt højt rangeret på listen over danske trombonister. Men først nu, efter at have passeret de 50 år, udgivelsesdebuterer hun i eget navn! Til gengæld har Yellow Map været værd at vente på! For de originale, modne og velovervejede / velturnerede kompositioner og arrangementer er respektindgydende.

Fra første strofe, åbningsnummeret ”The Strip”, suges jeg som lytter ind i et moderne, urbant og stilsikkert univers, som jeg bare vil have (og heldigvis får) mere af. ”The Strip” har et magnetisk beat, blandt andet takket være Lennart Ginmans fornemme basgange og Jeppe Grams præcise taktslag på trommerne, men nummeret har også nogle gribende ciseleringer fremelsket af en storspillende og yderst sensitiv Lis Wessberg og hendes akkompagnerende husbond, Steen Rasmussen, som er et es på klaver, fender rhodes og synths.

”The Strip” – og siden numrene, ”The Ancient Road” og ”Midnights” – er Yellow Maps bedste. Fælles for de tre numre er, at de er afdæmpede, smukt klingende ballader med sjæl, hjertevarme og en solid bund. Der er noget nøgent over de tre numre, noget potentielt afslørende, men også – takket være talentmasse og rutine – noget vanvittig smukt. Og en stor del af skønheden skyldes altså Lis Wessbergs visioner og hendes evne til at betvinge trombonen, når den er næsten helt stille og langsom – en ”yderposition”, som stiller særligt store krav til betvingeren.

Nummeret, ”Sister M”, er dedikeret til / byder på et forrygende, ekspressivt besøg af gæstemusikeren, Marilyn Mazur, som helt ekstraordinært spiller balafon. Det nummer er endnu et højdepunkt på albummet, som har mange tinder, få dale.

*****  /  April Records  /  43 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share