MUSIKANMELDELSE
Den danske singer-songwriter, Pernille Rie, pladedebuterer med Blue Notes of Beauty – et stærkt debutalbum af en kunstner, der må betegnes som moden og et kunstnerisk udtryk, der må betegnes som særegent. Pernille Rie har selv sagt, at hun er inspireret af Carole King og Joni Mitchell. Og dét er selvfølgelig højt at sigte. At jeg selv tænker, at hun intenst må have lyttet til Kate Bush, måske endda til danske Aura, gør naturligvis ikke tanken om et tilsigtet kvalitetsniveau mindre frygtindgydende. Men Pernille Rie har sigtet højt og lykkes også langt hen ad vejen med de 12 originale, jazzede folksange og -kompositioner, der er blevet indspillet i et studie i Madrid med en habil, altovervejende spansk besætning – som især den tyske saxofonist/klarinettist, Andreas Prittwitz, dominerer. Pernille Ries vokal og klangbillede bliver i længden lidt anstrengende, lidt for lille-pige-agtig(t) (hør bare numre som ”Look at Me” og ”Undress my Soul”), men enkelte af de ret enkle, melodiske ballader og vokalen (teksterne), som er styrende for udtrykket, gør alligevel indtryk. Der er noget på én gang tidløst og nutidigt over Pernille Ries univers – noget enkelt og facetteret, noget cinematisk og klart. Og dét tjener hende til ære. Bedste nummer på debutalbummet er efter min mening dets sidste: ”The Way”.
**** / Eget selskab / 56 min.

