MUSIKANMELDELSE
Den danske singer-songwriter, Marie Swane, er det, man må kalde en ”late bloomer”. Og så er hun en singer-songwriter, der i sine sange tager afsæt i hovedstolen – sit eget liv, sine egne smerter, traumer og psykiske lidelse(r). Og dét i en grad, der i momenter nærmer sig det pinagtige. Teksterne er ikke poetiske! Hør bare åbnings- og titelnummeret, ”Swanen er landet”. Til gengæld afslører hendes kompositioner en sans for musik. Og dét er en formildende omstændighed. Marie Swane har endog – på dette sit andet album (efter flere singler og EP’er) – formået at omgive sig med stærke akkompagnerende kræfter: Palle Hjorth på klaver og diverse keys, Dennis Ahlgren på elguitar, Anders Jørgensen på akustisk guitar og trommer, Mikkel Riber på bas og Peter Dombernowsky på slagtøj. Og dét er godt gået. Bedst lykkes Marie Swane og hendes sidemen dog på forunderlig vis i albummets mest særegne sang, ”Kongeørn”. Heri synger Marie Swane ikke engang. Hun reciterer. Men der er noget inciterende over netop den recitation og det dertil hørende akkompagnement; noget originalt og løfterigt; hvor mange af albummets andre sange fremstår mere konventionelt forudsigelige og konforme.
*** / Eget selskab / 38 min.

