Kenneth Dahl Knudsen: Atlas

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det er ikke uden god grund, at den danske komponist og bassist, Kenneth Dahl Knudsen, kalder sit nye album, Atlas. For på albummet kommer han vidt omkring – i verden og i genrerne. Han starter i Polen, rejser til Libyen og videre til Argentina, Litauen, Israel, Irland, Grønland og Marokko blandt andet.

Alle numre på Atlas er opkaldt efter byer i de nævnte lande – numrene bærer titler som ”Chorzow”, ”Tripoli”, ”Buenos Aires”, ”Vilnius”, ”Masada”, ”Galway”, ”Kangerlussuaq” og ”Tiznit”. Og alle giver de et indtryk af kultur, tradition og kunst, sådan som den kan manifestere sig i de pågældende lande og byer.

Kenneth Dahl Knudsen har selv skrevet alle numre, men på sin rejse udi verden og genrerne har han konsulteret og allieret sig med et stærkt, internationalt hold af musikere – israelske Eyal Lovett på klaver, syriske Wassim Mukdad på oud, rumænske Marius Ungureanu på violin, armenske/kurdiske Ertan Tekin på duduk og russisk/ukrainske Ganna Gryniva på vokal. De fem sidemens bidrag skal ikke undervurderes. Tværtimod. Det er min klare fornemmelse, at der mellem Kenneth Dahl Knudsen og de fem har været en innovativ udveksling af bidrag til det fælles Atlas.

Og nok starter Kenneth Dahl Knudsen og hans hold af musikere i ”Chorzow” i Polen, men takket være især Ertan Tekins virtuose instrumenthåndtering føler jeg mig som lytter hensat til armenske landskaber, til den særegne, armenske kultur og til den i landet herskende melankoli, som så fint udtrykkes gennem dudukken.

Armenien er et sparsomt beboet sted med vidder og vild natur. Et sted, der fordrer noget ganske særligt af mennesket – for eksempel evnen til at bære sig selv og sin egen ensomhed. Armenien er et sted med en voldsom historie. Og det afspejler dudukken.

Tilsvarende er Chorzow i Polen et sted med en voldsom historie. Byens befolkning var splittet efter 1. Verdenskrig – hovedparten af indbyggerne i byen i det Øvre Schlesien stemte ved en folkeafstemning for at forblive en del af Tyskland, men opstande endte med at regionen blev givet til Polen. Tabet af Øvre Schlesien var en rød klud for øjnene af Hitler, hvorfor regionen og grænsebyen Chorzow var en af de første, Nazi-Tyskland annekterede, da 2. Verdenskrig tog sin begyndelse. Chorzow var i 1939, hvad ukrainske Lugansk og Donetsk er i dag – byer besat af et mægtigt naboland.

Over hele Atlas er der noget vemodigt – selv om der også er lysglimt i eksempelvis ”Vilnius”. Der er en alvor, en smerte, en længsel på spil i Kenneth Dahl Knudsens og de fem sidemens udforskning af eksisterende traditioner og i deres nysgerrige fornyelse heraf. De formår på mirakuløs og virtuos vis at bygge bro mellem fortid og nutid – mellem folkemusik, klassisk musik, verdensmusik og jazz. 

*****  /  Eget selskab  /  59 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share