Ahmad Jamal: Emerald City Nights – Live at The Penthouse 1963-1964

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den amerikanske jazzkomponist og -pianist, Ahmad Jamal, er en levende, om end aldrende legende. Han er i dag 91 år, men stadig feteret.

Ahmad Jamal (og hans trio) var i storhedstiden i 1960’erne stilskabende og ikonisk – ikke bare blandt andre jazzpianister, men også blandt rockpianister som den bare fem år yngre, Jerry Lee Lewis. Og nu har så Deep Digs Music Group og nystiftede Jazz Detective, som specialiserer sig i at grave gamle optagelser frem, fundet og udgivet to dobbelt-CD’er med liveoptagelser af koncerter med Ahmad Jamal Trio fra The Penthouse i Seattle i 1960’erne. På nærværende dobbelt-CD, som rummer liveoptagelser fra 1963 og -64 indgår trommeslageren Chuck Lampkin i alle optagelserne, og på halvdelen bassisten Richard Evans og den anden halvdel bassisten Jamil Nasser. Men uanset besætning – så er jazzens levering eminent og et vidnesbyrd om en epoke og en mesterlig betvinger.

Udgivelsen, Emerald City Nights, udkommer i en deluxe-udgave i begrænset oplag og med en omfattende booklet med masser af ny info, masser af interviews og aldrig tidligere publicerede fotos. Man får altså som køber ikke bare adgang til uvurderlige koncertoptagelser, man får også masser af læsestof og billedmateriale, som understøtter fortællingen om den stilskabende kunstner og hans afgørende indflydelse på jazzen.

Om det skyldes udskiftningen på positionen som bassist eller nye optagelsesfaciliteter skal jeg ikke kunne sige, men personligt oplever jeg optagelserne fra 1964 som bedre og mere interessante og facetterede end optagelserne fra 1963. Der forekommer mig at være en større grad af ro og balance fra første færd på CD nr. 2, der indledes med nummeret ”Bogota” af Richard Evans. Det nummer er dobbelt-CD’ens bedste – en perle blandt andre perler. Og et levende bevis på, hvor eminent en pianist, Ahmad Jamal var allerede i starten af 60’erne. Livemusikken på CD nr. 2 er mere stoflig, løssluppen og magnetisk end på nr. 1.

*****  /  Jazz Detective  /  90 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share