Marius Gjersø: Yûgen

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den norske trompetist, Marius Gjersø, skabte studiealbummet, Yûgen, efter at han havde været på en længere rejse rundt i Japan. Her var han blevet stærkt påvirket af mødet med den fremmedartede kultur, æstetik og samværsform.

Med indtrykkene fra Østen og afsættet i sin vante omgang med trompeten og de elektroakustiske lydflader skabte han sit første, fornemme og sjælelige soloalbum, Yûgen. Musikken på albummet er for en stor dels vedkommende improviseret frem.

Albummet byder på ni skæringer – ni minimalistiske, elektroakustiske lydflader, der er tilsat trompetens sanselige/melodiske ornamenteringer.

Musikken er således meget luftig/sfærisk. I momenter næsten new-age-agtig. Og dog så raffineret og facetteret, at man må erkende, at man her har at gøre med en spirituel kunstner med en særegen evne til at forene lydflader og melodilinjer.

Betagende skæringer som Mono no Aware – The Illusion og Yûgen – Somehow These Mountains sætter simpelthen følelser i sving. Begge skæringer er dynamiske og dog sanseligt følsomme.

****  /  NXN Recordings  /  33 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share