Nissen Mosh: Precious

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Danske Asger Nissen har med afsæt i sin øjeblikkelige hjemby Berlin udsendt debutalbummet Precious. Albummet vidner om, at danskeren både som jazzkomponist og –saxofonist – og i øvrigt kapelmester – er et talent.

Hans virkefelt er indenfor den strukturerede og dog improviserede, komplekse og ja, avantgardistiske jazz. Og det er altså en form for jazz, som er langt fra alfarvej. En form for jazz, som vanskeligt lader sig skabe og lige så vanskeligt lader sig afkode. Men det er han tilsyneladende lige glad med. Måske endda dedikeret til. I hvert fald skaber han – uanfægtet af, at han dermed havner på en smal sti i periferien – musik, der er langt fra mainstream. Der må vi andre så finde ham.

Asger Nissen har en fortid i bandet Alawari, men for nogle få år siden forlod han det band, flyttede til Berlin for at studere og skabte her sit eget, nye band Nissen Mosh – som i øvrigt bestod af (og stadig består af) Valentin Gerhardus på klaver, Thorbjørn Stefansson på bas og Marius Wankel på trommer. De fire har nu spillet sammen i nogle år og opnået en sans form for indbyrdes kommunikation, og Precious er deres første fælles album – en dokumentation eller statusopgørelse, der både giver et indtryk af bandets retning og niveau. Og nok så væsentligt – af Asger Nissens niveau som komponist og kapelmester. Og sammenspillets karakter.

Men lyt engang til et nummer som Roger That, og du vil forstå hvilken lytte-opgave, der venter dig. Nissen Mosh skaber ikke lydlandskaber, ej heller melodisk musik (i traditionel forstand). Jo, i momenter er der melodilinjer i musikken, men hverken Asger Nissen eller Nissen Mosh synes optaget af at please eller holde lytteren i hånden og gøre dennes opgave let. Man må som lytter selv tage skovlen frem og påtage sig arbejdet som arkæolog. Gør man det venter der til gengæld også nogle potentielt store opdagelser. Selv finder jeg de største opdagelser i udgravningen af nummeret Hero, der er som en lang, besværlig udblæsning med både mørke og lyse passager, introverte og ekstroverte sekvenser.

***  /  Enja Records  /  52 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share