MUSIKANMELDELSE

Sidst i 1990’erne var Susanne Ørum medlem af pigegruppen, Me, She & Her. Gruppen vandt en Grammy i kategorien, Årets nye danske navn – bl.a. efter at have gjort sig bemærket med hittet, ”I Count the Minutes”.

Gruppen udgav imidlertid kun et enkelt album og gik også efter få år i opløsning. Tilsvarende gik Susanne Ørums kunstneriske karriere i opløsning – det vil sige: ikke helt. Men i den store offentlighed gik hun hen og blev anonym.

Hun fortsatte ganske vist med at skrive sange og turnerede også i USA, hvor hun bl.a. mødte Valerie Simpson, der har skrevet sange som ”Ain’t No Mountain High Enough”, ”I’m Every Woman” og ”Stuff Like That”. Dét møde fik stor betydning. Ikke desto mindre måtte Susanne Ørum tjene til dagen og vejen ved for eksempel at synge på Disney-produktioner.

Men på et tidspunkt mistede hun både stemmen og fodfæstet og først nu, godt 25 år efter gennembruddet med Me, She & Her, er hun altså tilbage – med et album i eget navn og 13 sange, der kredser om spændet mellem drømmen og den brutale virkelighed.

Selv siger Susanne Ørum, at hun med de 13 sange gerne vil ”vise andre, at det er muligt at kæmpe sig tilbage som sanger”. At hun vil udbrede det budskab, at man skal ”turde tro på sig selv, også når det er svært”.

Og hatten af for det, at hun selv har holdt fast i drømmen og nu, efter et kvart århundredes brutal virkelighed, udsender noget nyt. Dét er oplivende.

Helt generelt kan jeg da også sige, at Susanne Ørum har sans for at skrive sange og sans for at synge. Der er så absolut fine sange på albummet, Get Real – hør for eksempel nogle sange som ”Checkmate”, ”Master of Your Own Show” og ”If It’s Cool”. Alle tre er solide størrelser. Men jeg må også tilføje, at æstetikken, lydbilledet, udtrykket nærmer sig  noget konventionelt forudsigeligt, afprøvet og konformt.

Genremæssigt befinder Susanne Ørum sig i et grænseland mellem pop og R&B, funk og soul. Men det er et grænseland, hvor også mange andre kunstnere befinder sig. Et grænseland som i virkeligheden ikke er perifert, men noget nær mainstream. Og det finder jeg ærgerligt – fordi kvaliteten af såvel sangskrivningen som sangen er til andet og mere. Størst fornøjelse finder jeg i det nummer, hvorpå Jahi gæsteoptræder som rapper: ”If It’s Cool”.

***  /  Vocal Corner  /  50 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk