Janne Fredens & Søren Rastogi: Upheaval

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det nye album fra danske OUR Recordings er ret usædvanligt, men det matcher tidens krav og er ret præcist kurateret. Albummet rummer kun cello/klaver duoer, og alle kompositioner er skabt i årene fra 1911 til 1918 – kort før 1. Verdenskrig – af kvindelige komponister! Heraf albummets titel, Upheavel, der betyder ”omvæltning”. Krigen og kvinderne var i de år ved at ændre verden!

De kvinder og kompositioner, der med Upheaval er blevet indspillet, er som følger: hollandske Henriëtta Bosmansʼ Sonata for Cello and Piano (1919), kroatiske Dora Pejačevićʼs Sonata for Cello and Piano (1913), franske Lili Boulangers Nocturne (1911) og hendes søster, den ligeledes franske Nadia Boulangers Trois pièces (1914). Førstnævnte suite i fire satser er efter min mening albummets bedste. Men de øvrige tre komponister er nok i deres respektive hjemlande de mest anerkendte pionerer indenfor deres felt.

Det danske musikerpar, Janne Fredens (cello) og Søren Rastogi (klaver) er åbenlyst gået til opgaven med at indspille med entusiasme og dedikation. Derfor – og fordi de to er så exceptionelt gode musikere – er der et særligt swung over den romantiske, impressionistiske og modernistiske kammermusik, som de herværende komponister i sin tid bragte til torvs, og som her samles under ét tematiserende begreb. Fredens og Rastogi forløser de fire komponisters materiale med elegance, overblik, sans for raffinementer, stilbevidst sikkerhed.

*****  /  OUR Recordings  /  61 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share