MUSIKANMELDELSE
Jeg erfarer til min overraskelse, at der var et stort antal professionelt aktive, kvindelige komponister i Frankrig i perioden mellem de to verdenskrige. At det er tilfældet er simpelthen gået hen over hovedet på mig. Måske fordi mange af dem er gået i glemmebogen. Flere af dem nød i deres samtid nok respekt, og de var værdsat af såvel (mandlige) kolleger som koncertarrangører, musikere og anmeldere. Og alligevel er de blevet glemt. Selv den dag i dag bliver deres værker sjældent opført og indspillet. Men der er undtagelser, heldigvis. Komponisten, pianisten og dirigenten, Marcelle de Manziarly (1899-1989), er én af dem, der gik i glemmebogen – selv om hun i sin tid slog igennem både i Frankrig og USA – men hun er også blevet genopdaget, og i og med det nye album, Chamber Works, foreligger der endda en ny (i visse tilfælde første) indspilning af nogle af hendes værker for kammerorkester. Og dét er godt! Nok spænder værkerne på albummet stilistisk vidt – fra en tidlig og dog moden ”Sonata for Violin and Piano” (1918) til en minimalistisk, næsten avantgardistisk ”Trilogue for violin, cello and piano” (1977). Der er generelt noget alvorstungt over kammermusikken. Men der er også godbidder hist og her. Og personligt falder jeg mest for den dynamiske trilogi for violin, cello og klaver.
**** / BIS Records / 70 min.

