Henrik Dam Thomsen: J.S.Bach – Six Suites for Cello Solo

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Johan Sebastian Bachs seks suiter for solocello er som næsten alt det andet, den tyske komponist skabte, mesterværker. Suiterne er tilgængelige og elskelige, selvfølgelig. Men også komplekse og kantede, præget af modstand. I den forstand: facetterede. Men når man – som her – hører dem ”fortolket” af en eminent instrumentalist, et modent og roligt gemyt som Henrik Dam Thomsen, ja, så åbner de sig op i al deres drømmende og veltalende skønhed. De seks suiter – alle med seks satser – er i Thomsens udgave noget af det ypperste, jeg har hørt. De er åbenlyst svære at spille, hvorfor der skal både talent, rutine og flid til – hvis indspilningen af dem skal lykkes optimalt. Men alt forekommer mig at være til stede her – talentet, rutinen, fliden og forståelsen af Bachs intention (tror jeg, jeg vil tillade mig at sige). I hvert fald levendegør Thomsen suiterne i nogle sublime optagelser fra Garnisonskirken i København. Han blotlægger nervebaner i Bachs musik og egne nervebaner i bestræbelserne derpå. Og jeg, som lytter, bliver både blødgjort og højstemt, berørt og henført – som aldrig før i suiternes nyere indspilningshistorie.

******  /  Our Recordings  /  139 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share