MUSIKANMELDELSE
Det danske jazzensemble, Alawari, blev dannet i 2016, udsendte sit første (selvbetitlede) album i 2022 og modtog fortjent for dét en Danish Music Award Jazz i kategorien, ”Årets nye jazznavn”. Debutalbummet (og måske også prisen) skabte grundlag for en ret omfattende turnéaktivitet. Nu udsender ensemblet så sit andet album, og Leviathan fremstår ikke, når man hører det, som om, det har været svært at lave. Tværtimod bekræfter musikken på albummet, at ensemblet ufortrødent og stilsikkert er i fast forward mode. Musikken veksler mellem noget næste symfonisk stort og noget intimt og småt eller rettere: minimalistisk; den veksler mellem akustisk og elektronisk lyd; minder til tider om big band jazz, til andre tider om cirkusmusik. Under alle omstændigheder er musikken dynamisk, forfriskende og original. Uhøjtidelig. Og dog rundet af en særegen form for alvor eller seriøsitet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at tenorsaxofonisten Frederik Engel, altsaxofonisten Michaela Turcerova, trompetisten Carlo Janusz Becker Adrin, pianisten Sune Sunesen (som også spiller synths), kontrabassisten Rafal Rozalski og trommeslageren Simon Forchhammer tilsammen med deres ofte repetitive musik skaber noget særegent.
**** / April Records / 44 min.

