TEATERANMELDELSE
”Når du ser et stjerneskud” er Anemoneteatrets tilbagevendende klassiker for de 5 til 99-årige. I år spilles forestillingen i en hel måned – fra 22. november til 22. december, og igen i år er der stamgæster (voksne såvel som børn) blandt publikum på Hauser Plads i København. Det som de/vi ser på scenen, er udfoldelsen af en næsten nutidig Dickens-light-fortælling skrevet af Jan Mogensen.
Fortællingen/forestillingen handler om den højgravide Sofie (spillet af Christine Gaski), som lejer et usselt værelse af den sure og pengegriske vært, Madsen (spillet af Morten Bo Koch). Madsen er reelt kun optaget af ussel mammon, hvorfor Sofie også må slippe et horribelt beløb for at få lov til at flytte ind. Da hun ankommer til den nedslidte baggård, hvor værelset og i øvrigt også Madsens værksted og bolig befinder sig, er Madsen ved at forberede sig på – ved hjælp af en udklædning som rar julemand – at sælge billigt indkøbte, kinesiske plastikjuletræer til folk i byen – til ågerpris, forstås. I et andet værelse i baggården bor en verdensfjern forfatter (spillet af Asbjørn Agger) og på loftet Nissen, der ikke har fået risengrød i 77 år. Nissen og baggårdskatten, Hannibal (styret af henholdsvis Katrine Karlsen og Genevieve Tremblay), klager over udvalget i skraldespanden og over, at alt generelt er temmelig trist. Men med Sofies indflytning og snart også fødsel, sker der et mirakel, for endelig er der grund til optimisme og glæde i baggården. Forfatteren møder verden for alvor. Og selv Madsen må erkende, at Sofie og hendes nyfødte bærer på en livsglæde og varme, som ussel mammon ikke i sig selv giver adgang til. Så alt ender godt, som det nu engang skal. Med fokus på fællesskab og kærlighed.
Det modne publikum morer sig kosteligt over højaktuelle opdateringer af sproget i klassikeren – eksempelvis forstår vi, at Madsen har købt plastikjuletræerne på Temu, Kinas svar på Amazon. Og alle (også alle børnene, tror jeg) morer sig over nissen og baggårdskatten, som er godt gammeldags drillesyge og frække.
Stykket virker som helhed stringent og godt skruet sammen, og så fremstår de medvirkende – selvfølgelig især de tre mennesker – som klare figurer, det træffer klare (hensigts- eller uhensigtmæssige) valg, der netop gør dem til mennesker. Vi udsættes ikke som publikum for forklaringer eller baggrunde, men præsenteres slet og ret for karakterer og karaktertræk, og det er forunderligt forløsende – både for børn og voksne, tror jeg. Derfor virker forestillingen også så godt.
****