MUSIKANMELDELSE

Den franske jazzkomponist og pianist, Etienne Manchon, har siden sin pladedebut for syv år siden fortjent modtaget priser og roser og etableret sig som et af den franske hovedstads mest forfriskende og fornyende jazznavne. Og med hans godt sammenspillede trio, der har været med hele vejen og i øvrigt tæller kontrabassisten Clément Daldosso og trommeslageren Théo Moutou, ja, så er det næsten klart, at hans nye album, Weird Life, må udløse nye roser. Jeg kan i hvert fald for mit vedkommende sige, at den nye, originale jazzmusik er vital, ekspressiv og facetteret. Nogle af de nye numre kan jeg klassificere som moderne jazz, andre vil jeg kalde moderne jazz med et twist, der minder om, at Manchon og Moutou begge har en fortid i klassisk musik såvel som metal. Musikken på Weird Life er insisterende og progressiv, gennemtænkt og vel udført. Og uanset om Manchon så spiller klaver eller synths, blødt eller hårdt, langsomt eller hurtigt, ja, så fungerer det. Han og trioen har sans for detaljer såvel som helhed. Og albummet som helhed? Det er vitterligt imponerende. Personligt er jeg mest til fals for enkle og melodisk stringente numre som ”Road Trip” og ”Early Flight”. Til gengæld finder jeg det unødvendigt, at Manchon på albummet har medtaget en versionering af Wayne Shorters ”Iris”, når han nu selv kan skabe facetterede numre som eksempelvis ”Big Up Catherine” og ”Daldosse donne des ailes”.

**** / KIWI Production / 51 min.