MUSIKANMELDELSE
Michael og Florian Arbenz er to af den schweiziske jazzscenes store navne. Tvillingebrødrene – pianisten og trommeslageren – har på deres nye album fundet sammen med den noget ældre, amerikanske kontrabassist, Ron Carter, og som trio fungerer konstellationen altså eminent godt. Trioen åbner det nye album, The Alpine Session, med en forarbejdet og virkelig vellykket versionering af Duke Ellingtons ”It Don’t Mean a Thing”, og siden følger en lig så vellykket versionering af Jerome Kerns ”All The Things You Are”. Men ellers er det originalt materiale, tvillingerne bringer til torvs sammen med Carter. Og jeg må tilstå, at jeg bliver betaget af både kompositioner, arrangementer og sammenspil. Brødrene Arbenz er virkelig dygtige. Og intet i Carters spil indikerer, at han er 87 år. Hans spil er virilt, levende og dynamisk. Endelig er der det ved albummet, at materialet – på tværs af afsæt – hænger godt sammen. The Great American Songbook og det moderne Schweiz taler simpelthen sammen på The Alpine Session.
**** / Hammer Recordings / 41 min.

