MUSIKANMELDELSE
Lost Threads er tredje og sidste album i en fascinerende flot og (med god grund) anmelderrost triologi af udgivelser. Den danske trommeslager, Daniel Sommer, er gennemgående figur på trilogien, der i alle tilfælde præsenterer en nordisk jazztrio. (Se de tidligere udgivelser for detaljer om de to første af de tre album). Med sig på 3’eren har Daniel Sommer den finske pianist, Artturi Rönkä, og den herboende, svenske kontrabassist, Thommy Andersson. Og sammen har de tre altså skabt det, der må være trilogiens mest åbne, frie og uforudsigelige musik. Musikken har de kollektivt improviseret frem, og da de er gået i studiet med den, har de indspillet den live – stående/siddende i samme rum, uden mulighed for efterfølgende redigering. Dét har givet musikken en vibrerende autenticitet og nerve. Tonesproget er umiskendeligt nordisk. Og sammenspillet eminent – fordi de tre alle er dygtige og generøst bidrager samtidig med, at de ydmygt læner sig op ad hinanden. Der er kommet noget sonisk tidløst over musikken. Noget tålmodigt og dog klart fremadskuende.
**** / April Records / 36 min.

