MUSIKANMELDELSE

Det danske fænomen, Vincent Ryder, slår stort brød op. Han er kun 21 år, men allerede nu en voldsomt sikker sangskriver, sanger og instrumentalist. Et talent af Guds nåde.

Han pladedebuterede for to år siden – som bare 19-årig – og det med overrumplende modenhed. Men nu viser det sig, at debutpladen bare var den første i en planlagt ”dommedagstriologi”. Og dét er kunstnerisk set spændende – selv om det med ”dommedag” selvfølgelig lyder foruroligende.

”Way too Quiet” er anden plade i trilogien. Og sangene og musikken på den er faktisk foruroligende. Genremæssigt er sangene og musikken – som på 1’eren – fra grænselandet mellem progressiv protestpop og kantet artrock med enkelte ballader iblandet.

Stadig retter sangene og musikken lytterens blik mod en skæbnesvanger, nær fremtid. Men stadig sender sangene og musikken (alt er skrevet af Vincent Ryder) også tankerne tilbage til forne tider og overlevelsesdygtige navne som, ja, David Bowie, Tom Verlaine og Sparks. Men det overrumplende er altså, at Vincent Ryder er dansker; at han er så ung, så talentfuld og så stilsikker og original.

Hans sange, kompositioner og arrangementer er absolut ekspressive genrehybrider. Teksterne rummer oprørske protester og dybe refleksioner. Vokalen emmer af lys lethed – men netop også af en uomtvistelig insisteren, som man kender fra førnævnte forbilleder. Instrumenterne har i sig selv en insisterede klang – lyden bærer præg af tunge basgange, grove guitarriffs og brutale keys – hør eksempelvis nogle sange som ”The Feeling” og ”Children in the Woods”, og du vil forstå. Produktionen? Den er også helt i top, varetaget som den er af Aske Jacoby, der også står bag udgivelsen. Produktionen understøtter Vincent Ryders vision – bilder jeg mig ind.

Første plade i ”Dommedagstrilogien” hed The End of The World on TV, og hvis den plade var præ-apokalyptisk, er Way Too Quiet post-apokalyptisk. (Hvor 3’eren så vil placere sig på skalaen må vi se). Vi er på 2’eren ude i en nær fremtid, hvor katastrofen ikke bare lurer, men er sket – i det ydre og/eller det indre. Vel er der håb og glimt af lys her og der, men det foruroligende er fremherskende. Og det er sigende og i øvrigt et godt match, at Steen Jørgensen (fra Sort Sol) synger korstemme på to af sangene.

*****  /  Giant Birch  /  53 min. /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk