MUSIKANMELDELSE
Den danske komponist og guitarist, Jeppe Holst er – forunderligt nok – en overset, særdeles musikalsk stjerne. I mainstream-Danmark er han ukendt, vil jeg påstå, men blandt danske musikere – især jazzmusikere – er han kendt, og det både for sin instrumentale ekvilibrisme og for sin milde og rolige karakter. Nu har han så sat sig for – i løbet af tre fredage i træk – at udgive det, der vil ende ud i en triologi for sologuitar. Givet fordi en buldrende, lystbetonet inspiration presser sig på. Og, ja, volume 1 i trilogien, Here, bekræfter niveauet – både hvad angår evner indenfor komposition og forløsning. Jeppe Holst er eminent – både som komponist og guitarist. På Here spiller han tolv nye, originale kompositioner for syvstrenget, akustisk guitar. Og hvis disse tolv stykker kammerjazzmusik indikerer niveauet på hele den forestående trilogi, ja, så er der samlet set et stort værk i vente. Here er i sig selv et sammenhængende værk – og dog er der højdepunkter – perler af særlig udsøgt kvalitet, der trænger sig på. Det er f.eks. de romantiske musikstykker: ”Two Sisters in Paris”, ”Doux La Mineur” og ”A Psalm”. På dem er Jeppe Holsts afklarede og modne komposition og instrumenthåndtering så betagende, at jeg på hans vegne ønsker, at verden får øjnene op for hans enorme ophobning af kvaliteter.
***** / Holst Music / 31 min.

