MUSIKANMELDELSE
Den danske komponist og guitarist, Jeppe Holst er en ekvilibrist. Det har han tidligere demonstreret i en række forskellige sammenhænge og konstellationer, men han slår det fast med syvtommersøm på den solotrilogi, han med albummet, There, nu udsender 2. del af. Trilogien udkommer med forskelligartede album tre fredage i træk. Fælles for de tre album er, at Jeppe Holst spiller syvstrenget, akustisk guitar, og at han selv har skrevet alle de nye kompositioner. Men genremæssigt sker der noget fra det ene album til det andet – og sikkert også tredje. Hvor Jeppe Holst på volume 1 lancerede en lettere melankolsk form for nordisk kammerjazz, er han på volume 2 taget en tur til Latinamerika – deraf titlerne: ”Here” og ”There”. Som på volume 1 er der på volume 2 tolv originale kompositioner for guitar – men nu er der tale om genrer som samba, choro og MPB. Musikken er let og luftig, ja, løfterig, troværdig og original. Men den fremstår samtidig som en serie af hilsner til andre, mere kendte betvingere af selvsamme genrer – navne som eksempelvis Guinga, Diego Sandullo og Ernesto Schnack. Stærkest står i min optik Jeppe Holsts numre ”Para Minha Mae” og ”Guinga”. De – og, ja, resten af numrene på albummet – vidner om virtuositet.
***** / Holst Music / 34 min.

