MUSIKANMELDELSE
Coco Chatru Quartet er et svensk ensemble bestående af fire rutinerede herrer: altsaxofonisten Linus Kåse, barytonsaxofonisten Charlie Malmberg, kontrabassisten Håkan Trygger og trommeslageren / vibrafonisten Daniel Kåse – fire herrer, som hver for sig og tilsammen udgør en form for soliditet. Navnet, Coco Chatru, har de fire ”lånt” fra en svensk eventyrer, som i 1900-tallet gik fra at være en ordinær kvinde til som 40-årig at ”springe ud” som en, ja, eventyrer. Og albummets titel? Den kommer af det ord, som Coco Chatru så flittigt brugte i sine efterladte breve om sit p.o.v. – hun dvælede ikke ved fortiden, men så fremad. De otte originale skæringer på Future overrasker imidlertid – ud fra det, jeg lige har nævnt. For nok er der på Future tale om moderne jazz, men det er stadig en konventionel form jazz med retrospektive rødder, jeg hører i mine højttalere. Vel er jeg betaget af den boblende livsglæde som eksempelvis udgår fra en skæring som ”Plötsligt händer det”. Vel er jeg betaget af soliditeten, det teknisk høje niveau og den kunstneriske rørstrømskhed. Men jeg forundres alligevel over kvartettens faste greb i fortidens tonesprog.
*** / Trygger Music / 41 min.

