Wolfgang Haffner: Life Rhythm – Live

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den tyske trommeslager, Wolfgang Haffner, udsendte sidste år i august et album med titlen: Life Rhythm. Nu – ni måneder efter – kommer så dobbeltalbummet, Life Rhythm – Live. Og jeg må tilstå, at jeg indledningsvist undrede mig over, at musikken nu krævede dobbelt så megen plads. Men sagen er ret beset den, at Wolfgang Haffner på livealbummet (som er indspillet flere forskellige steder i løbet af november 2024) – da han turnerede med materialet fra førstnævnte album – også spillede flere andre numre på de primært tyske scener. På studiealbummet var der 11 skæringer, på livealbummet er der 16. Og enkelte af dem, der er på studiealbummet er endda ikke med på livealbummet – det gælder f.eks. det meget smukke nummer, ”Supernova”. Til gengæld er flere andre numre med – og alt i alt er livealbummet blevet en oplevelse i sig selv. Dels fordi indspilningen og produktionen er så superb, dels fordi kvintetten, der optræder, er så solid. Med sig på tour havde Wolfgang Haffner trompetisten Sebastian Studnitzky, guitaristen Arto Mäkelä, pianisten Simon Oslender og bassisten Thomes Stieger. De fem udviser i deres spillestil et næsten latinsk temperament. Tag bare et nummer som ”Star” – det er ét halsbrækkende energisk ridt med trompeten som den ciselerende faktor på toppen af det hele. Det er meget medrivende. Og – helt som på studiealbummet – så er de to sfæriske perler – Eternity og Silence & Sound – livealbummets bedste. To heller af den allerstørste skønhed.

*****  /  ACT Music  /  88 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share