MUSIKANMELDELSE

Den schweiziske jazzpianist, Michael Arbenz, og den britiske jazzsaxofonist, Andy Sheppard har et interessefællesskab. De er optaget af den lyriske elegance, som knytter sig til musik af henholdsvis Johann Sebastian Bach (1685-1750) og Duke Ellington (1899-1974). Man ville kunne hævde, at der er store forskel på de to komponisters musik. Eksempelvis vil man kunne hævde, at Bach skrev klassisk musik (barok) og Ellington rytmisk musik (jazz). Men sådan som Arbenz og Sheppard hører og forstår verden, så er der en naturlig sammenhæng mellem den enes og den andens værk. Og denne sammenhæng knytter sig til den lyriske elegance, som de sammen forsøger at omsætte til et nyt hele. Og vel lykkes de langt hen ad vejen – fordi de selv spiller lyrisk formfuldendt på deres respektive instrumenter. Og fordi de begge har en sans for komposition såvel som improvisation. Men selv om de tilsammen udgør en eminent god konstellation (en superb duo), så undervurderer de efter min mening den tilknytning, som vi andre – i hvert fald jeg – har til bestemte værker. Når duoen f.eks. tager livtag med Bachs Præludium i C, oplever jeg det næsten som blasfemisk. Vel har Arbenz og Sheppard respekt for forlægget, men netop også så megen respekt, at de i min optik mislykkes med at berige forlægget. Jeg får i hvert fald mere trang til at høre en traditionel / klassisk udlægning af selvsamme forlæg. Men det ændrer ikke ved, at de to tilsammen er ekstraordinært gode. Deres sammenspil er eminent og deres vision interessant. Stærkest står deres versionering af Ellingtons ”Reflections in D”.

****  /  Eget selskab  /  49 min.