MUSIKANMELDELSE
Tilbage i 2012 indledtes det, der skulle gå hen og blive et særegent eventyr. Det tyske jazzlabel, ACT Music, besluttede som et enkeltstående eksperiment at lave en koncert i Berlins berømte Philharmonie med tre af tidens største, europæiske jazzpianister – finske Iiro Rantala, tyske Michael Wollny og polske Leszek Mozdzer. Koncerten blev indspillet live og siden udgivet som album. Men eventyret – koncerten og optagelserne derfra – blev så stor en succes, at ACT besluttede at lade eventyret fortsætte, og nu udkommer så det 16. album i det, der er gået hen og blevet en udgivelsesserie med fællestitlen ”Jazz at Berlin Philharmonic”. På det 16. album optræder de tre pianister igen – nu sammen med den caribiske pianist, Grégory Privat. Underforstået: Scenen i Berlin Philharmonie har i 2024 lagt gulv til fire jazzpianister, der har optrådt side om side (i varierende konstellationer) – og det er der altså kommet endnu et voluminøst musisk værk ud af – albummet Piano Night II. Og lad mig sige med det samme – de fire pianister er (fortsat) eminente, men tilsammen også lidt for meget, for det er som om, de alle vil præstere, slå deres respektive kvaliteter fast og alle gør dét – på bekostning af detaljerne, pauseringerne, det stilfærdigt intime, som ellers ville have udgjort gode kontravægte. Jeg er ikke i tvivl om, at de fire pianister er verdensklasse, men at lytte til Piano Night II fra ende til anden er alligevel en voldsomt krævende opgave. For musikken er insisterende og antallet af heller for få. Største glæde og ro, oprigtig fryd og fred finder jeg i skæring nummer 9, som meget passende hedder ”Enjoy the Silence”. Nummeret er skrevet af Martin Gore og spilles afsindig smukt af Michael Wollny og Leszek Mozdzer.
**** / ACT Music / 66 min.

