KONCERTANMELDELSE

At Lionel Richie har lavet mange hits og ørehængere, vidste jeg naturligvis på forhånd. Men det var alligevel overvældende at høre dem linet op som perler på snor, da han tirsdag aften gav en næsten udsolgt koncert i Royal Arena på sin såkaldte ”Say Hello To The Hits”-tour.

76-årige Richie, som engang var en rigtig superstjerne, var ikke desto mindre falmet – selv om hele set-up’et med effektivt band, forrygende lysshow og alskens special effects forsøgte at overbevise om det modsatte. Richies stemme var en skygge af sig selv, hans hele ageren lettere stivnet. Måske skulle turnéen have båret titlen: ”Say Goodbye To The Hits”-tour – for over det hele lå en naturlig em af nostalgi og afsked.

Uanset hvad – så var og er Richie manden bag mega-hits som ”Say You, Say Me”, ”All Night Long”, ”Endless Love” (skrevet sammen med Diana Ross), ”We are the World” (skrevet sammen med Michael Jackson) og selvfølgelig ”Hello” – for bare at nævne nogle af de mange mega-hits. Listen er lang, og i København diverterede Richie sit dedikerede publikum med hele nitten hits.

Han forsøgte også at charmere sig ind – ved eksplicit at gøre et nummer ud af, at han kunne udtale ”København”. På dansk vel at mærke. Han klappede bogstaveligt talt sig selv på skulderen for sin udtale. I det hele taget fremstod han selvfed, når han f.eks. omgivet af røg dukkede op igennem et plateau i scenegulvet, eller når han satte sig ved et flygel på den fremskudte scene – et flygel, der via et andet plateau blev skudt i vejret, så han deroppe fra kunne se ned på os andre. Men personligt accepterede jeg selviscenesættelsen, fordi perlerækken af medfølgende hits var så overbevisende.

Derfor tillod jeg mig også at tro ham, når han – hen imod slutningen af koncerten – sagde, at han havde turneret verden rundt ”i mere end 240 år”, og at netop denne koncert i København var den hidtil bedste ”home-coming-concert”. Måske løj han lidt, men på grund af hans overskudsbetonede charme og publikums varme velkomst, troede jeg et øjeblik, at han talte sandt.

Bedst fungerede hans optræden, når den uforfalskede popfunk rullede. Da han for eksempel sang ”Running With the Night”, ”Brick House” og ”Fancy Dancer” – solidt akkompagneret af sit band – indrammet i spotlys og alskens projektørlys, ja, så var det som om, hans musikalitet stod mejslet ud i sten. Måske endda mursten. ”Brick House” var i min optik koncertens højdepunkt. Kombinationen af sangen, den ekspressive musikledsagelse, billedbombardementet på bagscenen og det konstant skiftende projekttørlys gjorde udslaget. I dét nummer glemte jeg, at Richie kun var en skygge af sig selv. For det rev og ruskede og animerede mig og mange andre til rejse sig fra siddepladserne og slippe bentøjet løs. For vel var Richie hovedpersonen, men alt omkring ham swingede. Alt styrkede indtrykket af, at der var liv – her, på livescenen, foran mig.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk